Hellighed er et smil.
Nogle gange ser man det skimte frem gennem furer af sorg.
Som solen gennem et træt plankeværk,
der trænger til at blive malet.
Eller et liv, som begyndte i gnavenheds furer.
Andre gange kan man oplyse store sale med det.

Helligheden er den helt signifikante.
Den helt anden.
Dens skygger er som den smukkeste brud.
Helt uden slør.

Hellighed er et begreb
for det, vi aldrig virkelig kan begribe.
Gribe.
Men heldigvis,
ubegribeligvis,
kan vi blive grebet af det.
Virkelig!

Helligheden er større. Mere ophøjet og avanceret. Bor i flere dimensioner.
Og alligevel er den aldrig kompleks.
Den er enkel
som smuk matematik.
Hellighed er helhed.

Helligheden er venlig.
Rolig.
Afslappet.
Glad.
Tyngde på tyngde af herlighed og ære.
Let som en fjer i vinden

Helligheden er vild.
Helt vild!
Hvem ville vove at forsøge at tæmme den?
Og helligheden er god.

Helligheden er en ild, som brænder.
Som man kan brænde sig på.
Og brænde med.
Dens lys er altid varmt.

Helligheden er altid.
Altid ung.
Og de, som bliver ramt af den,
vokser nedad,
når de vokser op.
Bliver yngre
mens de ældes.
De lærer den glæde at kende,
som er for god at spilde på vittigheder.
Bliver et værn mod Dine modstandere
så godt som børns og spædes munde.

Hellighed gør alting nyt.