God Fredag – Brudt krop og åbne arme

Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 28

Vi går bag om påske-poetry slam’en God Fredag.

Mere her:
– Brian Morykon, Both Alive: https://open.spotify.com/track/0eFSCWRdac9tZ2w76eRhbq

Transkript

Lang tid siden! Altså, virkelig lang tid siden! 

Faktisk fandt jeg for nylig et halvt manus på min computer til en ildfuglepodcast med et juletema. Jeg har vist også lavet skitsen til et podcast-afsnit, som binder juletemaet sammen med påske. Og nu er det så lige pludselig blevet pinse. 

Jeg har kort sagt haft en masse om ørerne de sidste måneder. En masse spændende projekter, som jeg godt kunne have lyst til at fortælle om. Men summen af det hele er vist bare, at jeg har haft alt for travlt. 

Når jeg har for travlt og bliver stresset, så tager mine tanker skade af det. De bliver urolige, mærkelige og mørke og plager mig. 

Heldigvis har jeg en god kammerat, som jeg følges med i livet. Ham har jeg vist fortalt om før. Anders. Og han har udfordret mig på det her. På at geare ned – for at få bugt med de her stress-tanker. Sige mere nej til ting. 

Den gode nyhed er, at jeg faktisk synes, jeg er godt i gang med det. Jeg har besluttet mig for, at til sommer, der indleder jeg en slags sabbatår, et nådeår, hvor jeg skærer alt det væk, som ikke er mit job, min familie og den lille Rumænien-organisation, Brother to Brother Support. Frem til sommer er min plan at afvikle alt andet. Det er jeg i gang med. Og jeg synes faktisk, det går helt ok. 

Det kan godt være lidt angstprovokerende, det der med at sige nej. Også til ting, som jeg kan mærke, at jeg har meget identitet i. Men jeg tror, det er vigtigt for mig at tømme mine hænder noget mere, hvis jeg skal have plads til at gribe noget andet. 

Det, jeg skal gribe – meget mere!, det er i virkeligheden alt det, som jeg har snakket om i den her podcast: Roen, rytmen, stilheden. Nåden. At fange det der med at være fuldt ud kendt og fuldt ud elsket. At Gud er god. Ægte! 

Det bliver fedt! 

Noget andet, jeg også faktisk er meget godt tilfreds med, det er i virkeligheden, at det ér så lang tid siden. Jeg har engang lovet mig selv, at den her podcast, min lille Ildfugl, ikke bare må blive én ting blandt andre på en to-do liste. Noget, der har en deadline. I hvert fald ikke en, man ikke kan rykke med. 

Det skal være skaberglæden, glæden ved fordybelse og refleksion – og at dele det hele med nogen, som skal bære den. 

*

Det har jeg lyst til nu. Og nu er det pinse. Og i dag skal vi høre et rigtigt påske-digt. I virkeligheden er det en slags poetry slam over selve passionshistorien. 

Det er faktisk lykkedes mig at finde en forbindelse, en bro, som tager digtet hen til denne weekend. Forbinder Golgata med pinsens begivenhed. I påskehaven. I mødet mellem Den Opstandne og Maria. Det vender vi tilbage til. For det er et helt andet sted, vi skal starte. 

*

Vi skal starte i min lille kirke. Min lille gode kirke. Horsens Valgmenighed. Hvor en god fyr havde taget et godt initiativ: Han havde samlet en lille flok mennesker med hang til skønhed og kreativitet – for at forme noget nyt. Et eller andet! Et gudstjeneste-indslag, kunst i byrummet eller noget helt tredje. 

Hvor var det fedt at være med her! Jeg har ofte lavet kreative ting for min kirke: Hjemmesider, logoer, grafik og tryksager og den slags. Men det her var noget helt andet. Her var det ikke en funktion. Det var ikke en kreativ indpakning af noget andet. Her var skaberglæden og det kreative selve udgangspunktet. Det, som skulle bære budskabet. Li’som at skrive digte. Li’som at lave podcast. Men sammen med andre. Med nogle skønne og vildt inspirerende mennesker. Det hele var faktisk lidt en drøm, der gik i opfyldelse. 

Og så delte jeg en anden drøm med dem. En, jeg faktisk også har delt her. I en ildfugle-podcast. Så måske har du hørt om den før. 

Udgangspunktet er to sange. Den ene er Carolyn Arends sang, What Love Looks Like. Her synger hun den her underskønne linje: “The body has been broken but His arms are open wide”. Kroppen er blevet brudt, men hans arme er vidtåbne! 

Den anden sang er Car Park North’s Army of Open Arms. Sangen om at være De Åbne Armes Hær. Med så. Mange. Smukke ord. Let the Light back in! Let the Love Back in. Ord, som så godt og smukt indfanger det, jeg tror, skete der på Golgata og i gravhaven. Beskrivelsen af den bevægelse, som blev sat i søen der. De åbne armes hær. 

There are souls to my left, empty of hope. There’s the one to my right, helping me grow. Jep. Den dynamik. Der er nogen, jeg skal være der for. Er sendt til. Og Gud ske lov, er der andre, som er sendt til mig. Som hjælper mig med at vokse. Kærlighedens store bevægelse. 

Lige der mellem de to sange. Mellem Hans krop er blevet brudt, men Hans arme er vidtåbne og visionen om en hærskare af åbne arme synes jeg, der er noget helt magisk. 

Min drøm havde været at lave noget påske-poetryslam, hvor linjen med ”hans krop er blevet brudt, men hans arme er vidtåbne” skulle gå igen som et slags mantra. Måske skulle folk nede i salen stille sig op på skift – sådan lidt flash mob agtigt – og sige det. Og så skulle det hele gå over i en ordentlig gang Power Stadion Rock med Carpark North og Army of Open Arms. 

Heldigvis var de andre med på den drøm. Og heldigvis blev den til noget helt andet. Noget meget meget mere intenst og stille og gribende. 

Det blev til en gudstjeneste langfredag aften. 

Tæt på Horsens ligger en lille samling huse, som hedder Nebel. Og i Nebel er der en lille kirketomt. Den ligner en almindeligt danske middelalderkirke på de tykke hvidkalkede mure og den store gamle dør. Men den er ikke større end en almindelig dagligstue, når man træder ind. Her mødes man af et krucifiks. En døbefont med sand, hvor man kan sætte et fyrfadslys ned, tænde det og bede en bøn. Rundt langs de kalkede kirkevægge er der bænke, man kan sidde på. Det var her, det hele skulle ske. 

En af dem, som var med i vores lille gruppe, hun kommer fra Norge. Og så synger hun helt fantastisk. Da vi en aften var derude for at se det hele an, sang hun rumme op med en gammel norsk salme. Jeg kan ikke huske, hvad den hed. Men jeg kan huske, at det var noget af det smukkeste, jeg havde hørt. Den der kæmpe store lyd og de der helt sarte og fine norske vibreringer og falseringer, som bare blev hængende i det lille både hyggelige og højtidelige rum. 

På aftenen sang hun også ”Were you there when they crucified my lord”. Derfra over i den poetry slam, jeg havde fået strikket sammen. Og så igen derfra over i Army of Open Arms. Men ikke i stadionrock-udgaven. I en smuk og langsom og tung udgave, som vores gode lovsangsleder havde sat sammen. Som var det Johnny Cash, der havde fremført den. Og han skulle virkelig ikke have skammet sig over den. 

Men alt det var kun kulminationen. Deltagerne havde fået besked på at stille bilen ved Vær Kirke, små to kilometer fra kirketomten. Vejen skulle de gå i stilhed. Som en lille retræte og pilgrimsrejse. Med et stort søm i hånden. Med et ord på: Brydes. 

Som i brudthed, der sker lige nu. Brydes. 

I kirketomten blev de taget imod af Were you there when they crucified my Lord. Og da de blev sendt afsted derfra igen, var mørket faldet på, og der var sat fakler langs vejen. 

Jeg håber, du i det hele kan fornemme en enorm storhed, en enorm eksplosion, som på den ene side får lov til at stå og vibrere helt stille og uforløst i det her meget rolige setup. Men som alligevel bliver enorm intens. 

Det hele minder mig om noget, C. S. Lewis har sagt om… noget lidt andet: ” Der er en slags lykke og undren, der gør dig alvorlig. Den er for god til at spilde på vittigheder.”

*

Det gjorde mig vildt glad, alt det. At være med i gruppen og alt det, det blev til. 

Og jeg blev ærligt talt også helt glad for mit eget bidrag: Poetry slam’en, som vi skal høre senere. Det kan være så forskelligt, om det, man har inde i hovedet, nu også rigtigt kan komme ud. Men jeg syntes det fandt en vej. Over  temaet om brudthed – og spændingen til de åbne arme. Fra Jesus’ brudthed i sig selv. Brudt for os og for mig. Brudt for verdenen og sejrende over verden. Alt sammen med de åbne arme. De vidtåbne arme. Og kaldet til os til at vi selv bliver brudte, tager vores brudthed på os, og bliver The Army of Open Arms.

*

Jeg håber, jeg fik beskrevet det hele – pilgrimsfærden fra Vær Kirke til Nebel Kirketomt, sangen i kirken, poetry slam’en, Army of Open Arms i Johnny Cash-stil og turen langs faklerne tilbage. Jeg håber, jeg fik beskrevet det så godt, så du faktisk føler, at du var der selv. 

Nu skal du høre en ting: Jeg var der faktisk ikke selv. Det kunne jeg ikke.

Jeg var sneet inde. På et børnehjem i Rumænien. Sneet inde i april måned. I, ja, Sydeuropa, jo nærmest. 

I påskeferien var min datter Johanna og jeg taget af sted til Botosani i Rumænien til det gode børnehjem Casa Ioana. Her havde Brother to Brother Support, den lille nødhjælpsorganisation, jeg er med i, været med til at rejse en ny bygning. Nu skulle den indvies. Alt det er en lang, smuk og nærmest mirakuløs historie, som jeg kan fortælle dig om en anden gang. 

Men min datter og jeg – og mine forældre også, i øvrigt, var altså en del af det her følge af ca. 20 danskere, som havde sat sig for at bruge lørdag til torsdag i påskeugen her i Rumæniens nordøstlige hjørne. 

Problemet var bare, at sneen, som var faldet blidt og stille de første dage i ugen – helt usædvanlig for en april i Rumænien – pludselig tog kraftigt til. Løbende blev det mere og mere tvivlsomt, om vi ville kunne komme til lufthavnen i Iasi godt 100 km derfra og nå vores afgang torsdag morgen. Jeg skrev en messenger-besked til min lille kirkekreagruppe, og de fandt på en god back up-løsning, så en anden kunne fremsige poetry slam’en.

Og så, efter at vi havde prøvet at bevæge sig ud snestormen i børnehjemmets minibusser – stik mod myndighedernes anbefalinger, i øvrigt – måtte vi give op. Snestormen var på orkanstyrke, det var umuligt at se en hånd frem, og politiet havde allerede spærret alle udfaldsveje fra byen. 

Alle i den lille dansker-gruppe tog det simpelthen så fint. Mindede hinanden om, alle dem, som havde det meget værre. At det ikke var en ulykke. Alle undtaget mig, tror jeg. Jeg kunne simpelthen ikke hoppe med på den vogn. Ikke endnu. Eller de næste mange timer. Jeg var ked af det. Ægte ked af det over at gå glip af alt det, vi havde planlagt. Ikke at være med og lave min passions-poetry slam ude i kirketomten. Næsten bitter, var jeg! 

Min otteårige datter tog også det hele fuldstændigt fint og ovenfra og ned, og jeg tror, jeg holdt så meget sammen på mig selv, så jeg var en ok far ind i det. Men det her var simpelthen virkeliggjort FOMO for mig. Realiseret Fear of Missing Out.

Min kone er typen, som altid drømmer om den næste ferie, vi skal på. Det er det, som for hende dulmer det hele lidt på en regnvejrsdag. Sådan er det ikke for mig. Jeg drømmer om at se det næste projekt realiseret. Hente tryksagerne. Holde et oplæg. Se det, jeg har haft som en drøm inde i hovedet, ude i virkeligheden. 

Jeg tror, det var derfor, det føltes så hårdt og bittert, selv om jeg var et af de bedste steder på jorden. 

Men… jeg havde jo altså allerede fået så meget på vejen. Delt en drøm. Fået den gjort større og smukkere. Skrevet en poetry slam. Følt et særligt fællesskab med ham med de vidtåbne arme midt i det. 

Nej, hvor jeg bare elsker at skrive! 

Hørt den smukke norske sang. Og hørt Car Park North møde Johnny Cash. 

Der er nydning nok til, som Bamse og Kylling jo så sandt synger. Og jeg havde virkelig fået meget nydning med. Og så sad jeg alligevel sådan helt Jonas-bitter dernede. 

Jeg er ret sikker på, at der er noget, jeg skal lære her. Noget med glæde. Med at lære at være glad, simpelthen. Blive bedre til det. Og både at tage imod og give slip. 

*

På engelsk hedder langfredag Good Friday. Det var det tema, vi havde sat for vores lille langfredagsgudstjeneste. Ikke kun lidelsens fredag. Men den gode fredag, hvor kærligheden og lyset vender tilbage til verdenen. 

På den måde lod vi dagen gribe lidt ind i påskemorgen. I gravhaven. I Jesus, som møder Maria. I Bibelens, ja, i verdenshistoriens allerstørste klimaks. Der, hvor Maria går og græder og græder, fordi hendes herre og lærer og gode ven og ham, som skulle overvinde døden og gøre alt ondt godt og sætte alting på plads og hen, hvor det egentlig skulle stå, han var død. Og ikke nok med det: Så kunne hun ikke engang få lov til at sørge og græde ordentligt over det. For nogen havde flyttet liget. 

Så er det hun møder en mand. Og hun tror, at det er gartneren. Havemanden. Og hun spørger ham, om han ved, hvor de har lagt liget af hendes herre, frelser, ven. 

Og han siger et ord. Ét ord. Og hendes verden – og hele verden – vender sig fuldstændig på hovedet og hopper, og hopper et hjerteslag over, og hopper som en baby i maven… Da deres øjne mødes, og han siger hendes navn: Maria. Et ord. Og alt er nyt. Fra Alt Er Tabt til Alt Er Vundet! Alt er nyt! Mere nyt end på skabelsens morgen! 

Det er en af de smukkeste historier – noget af det smukkeste historie – nogensinde. Det eneste, som er lidt mærkeligt, er, da Jesus siger til Maria, at hun ikke skal røre ham. Jeg mener, hvornår har noget menneske nogensinde haft mere brug for en krammer end lige der?

For nyligt genhørte jeg en sang af Brian Morykon, som beskriver lige netop det, som sker her. Han får endda mening ud af det. Og det er her, lige her, broen fra Golgata til pinsebegivenheden finder sted. 

Teksten lyder sådan her: 

He told me not to touch him
He told me not to cling
He said it would be better
Much better than we had dreamed
He has to fly away
So he can give us something more
We will be the body I was looking for

Det ville blive bedre, endnu bedre end vi havde drømt om og forestillet os, siger han. Det er pinsen, det handler om her. 

Og videre: ”We will be the body, I was looking for”. Det er os, der skal være kroppen! Vi skal fyldes med Guds Ånd. Så vi kan være kroppen. Den krop, vi længes efter i verden. 

Måske var det ikke hans krammer at gi’. Måske var det vores. Og hvor er der stadig mange, som har brug for den krammer!

Vi kan være kroppen med de åbne arme. De åbne armes hær! Jeg tror, det er noget af det, kirke handler om. Måske er du en del af det. Gud velsigne det! Måske ikke. Må det lykkes for dig. Måske har du som mig indimellem smagt på det og længes efter mere. Meget mere! 

Om lidt skal vi høre den her passions-poetry slam. Og hvis du hører med på Spotify, så kan du jo føje Army of Open Arms med Car Park North til køen, så du hører den lige bagefter. 

Må du og jeg finde os selv ved korset. Og i efterfølgelse. Som en del af The Army of Open Arms! Og føler du dig brudt, så betyder det ikke, at du er det forkerte sted. Tværtimod.

Nåde og fred! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *