Det første, du gi’r dig til,
li’så snart, du vågner, er at gå hen til bordet med dit puslespil.
Ik’ noget med bad
eller kaffe eller smøger eller mad
først, og du trækker
heller aldrig gardinet fra før du gi’r los
og begynder at slås
med dine brikker.
Du gør det hver eneste morgen, jeg har set det selv,
hvordan du kæmper frustreret og fokuseret med puslespillet af al magt
Men alligevel
har jeg aldrig set det mere end højst halvlagt.
Nogle gange tror jeg, du tror, motivet er hele verden.
Smerten
i dit blik når du febrilsk og længe
prøver at få det hele til at hænge
lidt sammen. Gi’ lidt mening. Gå lidt op.
Og det er uden stop,
når jeg ser dig lede og spejde og skue
efter det, Martin Luther King sagde om historiens bue,
og om den faktisk bøjer
af retfærdighed. Og om der er noget højere.
Noget at stå op for. Stop’ op for.
Noget at hop’ op for.
Ud i verden, ud af sengen, ud at vågne og vække sig.
Men brikkerne i puslespillet vil ikke rigtigt lægge sig.
Andre gange er det dig selv, du prøver at lægge,
dit selvbillede, din persona, række for række
Men brikkerne vil ikke strække.
Lidt li’som timerne i den her uge,
du heller ik’ rigtig kan overskue.
Og tænk, at den her halvfærdige avatar
har ansvar
for et ægte levende menneske. Barn!
Med så mange skridt foran sig, det endnu ik’ har trådt.
Og hvis vi er de voksne nu, hvem siger så, at alt bliver godt?
Du leder efter en brik,
der kan dæk’
og håber, du ik’ bli’r afsløret, før du finder noget retning
i din personlige puslespilslægning.
Og så er der alle de gange, hvor brikkerne bare er sorte
li’som de bange tanker, som gjorde søvnens timer korte.
Sort som spindelvæv og bananfluer, man umuligt kan tælle.
Sorte knuder og huller. Asiatisk i vælde.
Alligevel lægger du brikkerne op ved siden af hinanden, bare for at se hvad det kan gi.
Om man kan vride mørket for lidt læring. Noget med håb om forandring i.
Men læring kræver lys, og det er på lyset, at håbet beror.
Og den slags er der intet af på dit puslespilsbord.
*
En morgen banker det på døren, mens du sidder dér ved bordet for dig selv.
Du åbner op, og der står en fyr, mellemøstlige træk, han slår dig lidt som en rebel.
Men milde øjne, som lyser og gnister, da han tager til orde:
”Vidste du godt, at jeg stadig vælter borde?
Og nu har jeg udkig på dit. Og jeg ville elske at la’ det smage min sandal.”
Og du kigger stille op på ham, og gi’r et forsagt og forsigtigt nik som signal.
Du kan godt fornemme, at Han godt ved, at det her, det ik’ er så’n bare lige,
og det har du ret i, for nu hører du ham sige:
”Hvor jeg kommer fra, kalder vi det her at sige farvel til livet,
farvel til sig selv, dø og miste – og finde livet igen som givet.
Men frygt ikke! Jeg har gået vejen før, og jeg er din følgesvend.”
Jeg bliver simpelthen så glad, da jeg ser dig smile alvorligt og nikke igen.
Og i slowmotion ser du de fyger
som gløder af ild til Skt. Hans
Puslespilsbrikker i byger,
som syreregn uden stedsans.
Og i slowmotion ser du dem falde
Som når det skælver om kirsebærtræer.
Som manna fra himmelske sale.
Som en fløjtende flyvende hær,
Som forårsregn på den knastørre jord
Og med et er der hverken spor
at puslespil eller puslespilsbord.
Og nu river han gardinerne til side
i en glide-
nde bevægelse og proklamerer:
”Nu er alting nyt.
Før troede du, at du skulle bære det store billede, se de store sammenhænge,
Mit barn, alt det har du slæbt på alt for længe!
Som om, at alt det kunne være inde i dig!
Barn, det store billede bor godt og trygt hos mig!
Og hvis jeg bare kunne vise dig billedet, som jeg ser det, og hvor jeg fører det hele hen.
Den verden, jeg føder, det jeg ser og gror i dig, selv dit dystre og uglede sind!
Det er så smukt, at det er til at dø over! (Sku’ det til, ville jeg gøre det igen.)”
*
En fiskehejre flakser forbi dit vindue gennem solens gyldne tråde,
mens han taler til dig om at gøre det med morgener på en ny måde.
”Morgen er skabelse. Kærlighed. Liv som opstår og vender tilbage”,
det fortæller han, og så citerer han en digter fra gamle dage:
”På himlen har han rejst et telt
til solen, den går som en brudgom ud af sit kammer,
den gennemløber sin bane glad som en helt.”
”Og”, fortsætter han, ”nogle gange rammer
det dig, strålerne varmer,
morgenens fyrværkeri.
Andre gange må du vide, at bag skyerne sker den vildeste sprudlende symfoni.
Og kan du høre, hvad det er, jeg hvisker, hvert eneste morgengry?
’Denne dag har jeg skabt til din glæde. Min nåde er altid ny!’
Så nu giver jeg dig et nyt morgen-bud: ”Før mad,
før kaffe, før bad:
Vær glad!
Og så slutter han med at låne lidt ord fra den gamle digter igen:
”Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den.”
***
