Salig er den, som ikke griner af opera.

Man skal huske sine høje grin. Det højeste, jeg har præsteret i lang tid, foregik i en bil langs Flensborg Fjord og tæt på den tyske grænse sammen med mine to unger: Mads på 7 og Johanna på 9. Vi var på vej hjem fra et besøg i det sønderjyske, og ungerne ville høre noget musik, så jeg satte radioen til at søge.

Det første, den stødte på, var noget tysk opera. Jeg er ret sikker på, Mads aldrig havde hørt sådan noget før. Hans meget umiddelbare reaktion var i hvert fald at knække fuldstændig sammen af grin. Sådan med hele kroppen og næsten hulkende over, hvor latterligt sjovt, det lød, det der. Johanna grinede også, for sådan noget smitter.

Og jeg fulgte også trop med det samme. Fordi det smitter. Og fordi der bare var noget helt vidunderligt absurd over det hele. Opera, som er uden for min liga – jeg har ikke forståelsen og dannelsen til at nyde det – er nok også lidt højere oppe på skalaen over finkultur, end hvad Mads, 7 år, kan mønstre. Det holdt ham på ingen måde tilbage fra at ikende den rene og frie barnelatters stenhårde dom.

Det var et godt grin. Men det sidste grin, det grin, der jo som bekendt er det bedste, får selvfølgelig den, som ikke griner af opera. Den, som nyder det. Lader sin sjæl gribe. Af storheden og de voldsomme følelser. Dramaet. Hjertesproget. Den, som finder ind til skønheden. For den er en endnu større skat end et godt grin.

På Bibelens spraglede hylde af skrifter findes også et, som nogen har beskrevet som en opera: Jobs bog.

Med stor voldsomhed og dramatik fortælles historien om Job og den prøve, som han under mærkelige omstændigheder sættes på. Mere og mindre vellykkede brydegreb med menneskelivets allerstørste spørgsmål og mysterier indtager scenen. Indtil Gud selv til sidst træder frem og… ligesom bare drukner det hele i sin skønhed.

”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden?”, spørger han, og udfolder sin storhed i den fineste poesi over de næste vers.

Filmen ”The Tree of Life” sætter det hele ind i et univers for os, som ikke forstår opera. The Tree of Live placerer de store spørgsmål fra Jobs Bog i 1950’ernes USA. Og lader løbende den dramatiske og dilemmafyldte handling afbrydes af små underskønne filmsekvenser. Om universets fjerneste afkroge. Græssende dinosaurer ved en å. Et fosters puls.

Jeg tror, Sarah Clarkson forstår opera. Hun forstår i hvert fald skønhed. Den skriver hun sådan om: ”Gud skænker os skønheden, ikke som sit argument, men som sin gave. En gave, som omslutter og optager os. Som lader os berøre håbet. Smage helbredelse. Få et møde med opløsningens og ødelæggelsens modsætning.

Hvor lidelse kan gøre Gud abstrakt og fjern, og hvor brudthed efterlader os med spørgsmål uden svar, giver skønheden os mulighed for at smage og se Guds nærvær, når han bryder ind i vores inderste sorgs cirkler for at genskabe den ødelagte verden.”

Salig er den, som møder skønheden.

Nåde og fred!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *