Stikord til skole-hjem-samtalen (prioriteret rækkefølge)

Går det godt med at være en god kammerat?
Med at være glad og vide, hvad man er værd?
Hvordan er der i klassen? Jeg håber, der er rart
og venligt og med godt med rum til at være lidt sær.
Gror I sammen, og er det nemt at få venner?
Er din nysgerrighed tændt, og er du på jagt
med hjerte, med hjerne og/eller med hænder
efter frugterne på hylden? Får du mon vagt
din fantasi, og får du den sat godt i spil?
Er du af og til fordybet, så alt andet bliver glemt,
fordi du nørder helt i bund og bliver ved indtil,
at skatten, den er fundet, og prinsessen er ført hjem,
og distraktionen hoster som en drage for dit sværd?
Sker det, at du tager brydegreb med livets store gåder,
mærker til det med, at livet, det er livet værd?
Kommer du også lidt fremad når et fag på ingen måder
siger dig en dyt? Kan du så stramme din bag?
Hvordan med dansk og matematik? Hænger du i og på?
Hvad med musik? Og så er der de andre skolefag.
Farvel og tak for snakken. Det var vist det, vi kunne nå.
Mere af samme slags: Digte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *