Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 32

Om nåde. Og at rive gamle bortgemte rødder op.

Mere her:

– Den nåde jeg ikke kendte, Philip Yancey, 2000
– Learning to Hear God – Two Listening Exercises, Dallas Willard, Trevor Hudson, Brian Morykon, Grace Pouch, 2023. Gratis download her: ⁠https://renovare.org/books/learning-to-hear-god⁠
– Finding Quiet – My Story of Overcoming Anxiety and the Practices That Brought Peace, J. P. Moreland, 2019

Transkript

Intro

Hej og velkommen til min podcast. Det er det her sted, hvor jeg præsenterer dig for et af mine digte, noget spoken word eller en poetry slam. Og så prøver vi at gå lidt ind i mellem ordene og bag om det hele. 

Jeg håber, du har noget godt i din kop og godt med ro om ørerne. Tak fordi, du lytter med 🙂  

*

Hej og godt nytår! 

Nytåret er altid en god anledning til at stoppe lidt op, synes jeg. Se tilbage på, hvad der er sket det sidste år og lægge planer for et nyt. 

De sidste par år har jeg faktisk droppet det med planerne. Livet er alligevel så sprængfyldt af uforudsigelighed. Og i stedet for har jeg fokuseret ind på bare et enkelt ord. 

I året, som er gået, 2023, har mit ord været nåde. Det der med at få alt for intet. At jeg altid allerede er accepteret. Den der følelse af at tabe en tallerken, så den smadres i tusindvis af små stykker, bøje sig ned og samle den op i et helt stykke – som den norske poet Trygve Skaug udtrykker det. Jeg har skrevet en lille bog om det. Digtet om det. Prøvet det af – som tankemønster. Livsholdning. Praksis. Aftalt med mig selv at holde fri fra en masse bør og pligt. Og det holder. Og det har været supergodt! Og jeg er slet ikke færdig med det endnu. 

Mit ord for det nye år minder om nåde. Det er en del af det – eller måske omvendt. Mit 2024-ord er: Elsket. Jeg kan mærke, at der er noget helt grundlæggende, noget i mit fundament, jeg bare har brug for at få på plads, når det gælder det her med at se mig selv som elsket. Leve i, at Gud vil mig. At der ikke er noget, jeg kan gøre, som får ham til at elske mig mindre. Eller til at elske mig mere. 

Det er som sagt ikke noget helt nyt. Det er ikke en rejse, jeg starter på fra scratch. Og så tror jeg også, der er noget, jeg skal give ud af i det her. Der er noget kald på spil i det for mig. Når det drejer sig om det her med at leve i og ud af nåden, at leve udaf at vide sig elsket, af Guds dybe kærlighed, så har jeg følelse af noget retning. Og det plejer jeg ikke at have. Så det vil jeg gå efter. 

Jeg vil begynde lidt overordnet. Med nogle tanker, som ikke mine andre. Og så vil jeg dele noget af min egen historie. Noget så personligt, så jeg faktisk sitrer lidt over det. Men jeg tror, det bliver godt. 

*

Et af de største lyspunkter i mit nådeår, i 2023, var at få læst Philip Yanceys klassiker: Den nåde jeg ikke kendte. What’s so amazing about grace, hedder den på engelsk. Altså… Læs den! 

Yancey gør det simpelthen så tindrende klart, hvor meget du og jeg og hele den her stakkels verden har brug for og sukker efter nåde. Hvor meget en parodi, kristendom og religion bliver, når den glemmer eller forvansker nåden. Ikke på den komiske – men på den dybt dybt tragiske måde. 

Men hvor meget nåden stadig er levende og ånder og pulserer, så den kan findes, og så den kan finde mennesker. Som Jesus, som hænger ud med alle de forkerte mennesker. Elsker dem. Dør for dem! Vinder for dem. Vinder dem. 

Da jeg for nylig kiggede lidt i bogen igen, blev jeg ramt af dette afsnit – et citat af Lewis Smedes, en amerikansk psykologiprofessor:

“Det var ikke skyld, jeg oplevede som værende mit problem. Det, jeg følte, var uværdighed, som jeg ikke kunne relatere til nogen synd, jeg havde begået. Det var ikke forladelse for synder, jeg trængte til, men snarere følelsen af, at Gud accepterede mig, ejede mig, holdt mig oppe, bekræftede mig og aldrig ville give slip, selv om han ikke var imponeret over det, han havde i hænderne.”

Ordene ramte mig, fordi jeg kan se mig selv i dem. Skarpt. Meget skarpere end i nogen ord, jeg selv kunne formulere. 

Jeg har haft to store livskriser – én i starten af 20’erne og én i begyndelsen af 40’erne, som jeg stadig bakser med. Begge gange har jeg fået nogle tanker ind i mit hoved, som, jeg har følt, har adskilt mig fra Gud – på en definitiv måde. Gjort mig fortabt. Summen af dem har været netop den her følelse af uværdighed, at være uden for Guds favns rækkevidde, som Lewis Smedes beskriver. 

For andre har det andre udtryk. Faktisk tror jeg, at psykologiprofessorens ord, ræsonnerer hos masser af os. 

Smedes opregner tre almindelige årsager til den her forkrøblede skam. Måske kan man kalde dem tre former for nådesløshed: Nådesløse forældre. En nådesløs sekulær kultur – og nådesløs religion. 

Nådesløse forældre er dem, som med et “Skammer du dig ikke?” – sagt direkte eller på mere sublime måder – får overbevist deres børn om, at de aldrig vil blive helt gode nok. Gode nok til dem. 

Den nådesløse kultur er – alle steder! Tænkningen, som siger: Det kan altid blive bedre! Så evaluér dig selv! Tag udgangspunkt i dit niveau sidste år – og gør det bedre i år. Hvor mange gange i vores folkeskole, i vores undervisningssystem, får børn og unge ikke presset det ind i hovedet? Og dermed jo også et: “Du gør det ikke godt nok.” “Du er ikke god nok”. “Du er aldrig helt i mål.”

Mere grundlæggende siger kulturen: Din værdi er i, hvordan du ser ud. Hvad du gør. Hvad du ejer. Når man tænker over det, er det jo i virkeligheden i sig selv et nådesløst, et slavegørende, et trællebindende åg at leve under. 

Den nådesløse religion fortæller, at man skal leve op til lovens  bogstav. Og hvis man fejler, medfører det udstødelse i al evighed. 

*

I mit liv kan jeg se, at jeg har været ret hårdt ramt af den nådesløse religion. Det er den form, mine livskriser har taget – det kan der ikke være tvivl om. Men det har virkelig været et mysterium for mig, hvordan i alverden det er gået til. For den tro, den religion, jeg har fået ind med modermælk og opvækst har, synes jeg, været fuld af nåde. Mine forældre har et lyst og frit syn på kristendommen og livet, synes jeg. Og sådan husker jeg også min opvækst generelt. Søndagsskolen. Kirken. Kristne klubber og foreninger. 

Så det har virkelig været et mysterium for mig, det her med en ret lys, fri og nådefuld opvækst. Det synes jeg i det store hele, det har været. Og så nogle ret rådne – mørke og nådesløse – frugter på det fine træ. 

*

Det er svære tanker. For de er både svære at få hold på. Og næsten umulige at dele. Men forrige sommer skete der noget. Familien og jeg var, som vi plejer at være, på en kristen camping. Sammen med vores kirke. Og med internationale talere, som kom og holdt møder og seminarer. 

Det handlede om frihed. Og jeg fulgte en ret fantastisk seminarrække om netop det: Nådens frihed. 

Anne Mette fra min kirke var også med. Hun er en person, som jeg før har kunnet dele sårbarheder med. Og som lever det ud, det med nåde og frihed, og siger og deler og gør de gode ting, som Gud lægger hende på hjerte. Jeg håber, du har sådan et menneske eller to i dit liv. Det gør det større og vildere! Livet, altså.

Nå, men Anne Mette og jeg fulgtes hjem til vores kirkes lejr på campingpladsen fra et af de her seminarer. Et, som virkelig havde sat lys lys på den her “følelse af uværdighed”, som Lewis Smedes kalder det. Det fortalte jeg Anne Mette om. Og også det her med, at jeg ikke ved, hvor det kommer fra. At det er som om, der er en rod, en grundlæggende løgn, en usandhed, et sted, som jeg bare ikke rigtig kan få tag i, så jeg kan rive den op. 

Anne Mette er ik’ bange for at be’. Og hun spurgte, om vi skulle be’ til Gud om det. Men det var mere end det. Ord for ord ledte hun mig ind i et helt særligt møde med Gud. 

Da vi havde siddet der på campingstolene lidt, gemt lidt væk mellem et par campingvogne, bedende, fordybede og med lukkede øjne, spurgte Anne Mette noget i retningen af: “Viser Gud dig noget om, hvor den der rod, du ikke kan få op, er? Hvor den stammer fra?”

Og ved du hvad? Det gjorde Gud. Sådan oplevede jeg det. Jeg blev ret brat i mine tanker taget tilbage til en kristen børnelejr. Jeg var vel 10, 11, max 12 år. Det var lidt mærkeligt, for jeg husker ikke at have tænkt på præcis den lejr i mange år. Men mange ting stod ret skarpt i mit sind. Bygningen og omgivelserne især. Røde murstensvægge. 

Mine tanker kredsede ind på en situation, hvor der var bibelundervisning på programmet. Og jeg huskede, hvordan en af de voksne havde spurgt os: “Ved I, hvem det er, som sender mennesker i fortabelse?” Det behøvede vi ikke lang tid til at tænke over. “Djævelen”, var der flere børn, der sagde. Han var jo fjenden – så meget havde vi da fået med. Men børnelederen korreksede os. “Nej. Det er Gud, der gør det.”

Jeg har ingen idé om intentionen. Jeg kan ikke engang udelukke, at den har været god. Men i så fald røg den fuldstændig hen over mit 10-11-12 år gamle hoved. 

Der, hvor jeg var i mit liv, det, jeg var igang med, det var at lære Gud at kende. Opbygge mit billede af, hvem han er. Min Store Far i Himmelen. Nu så jeg for mig en Gud, som knipsede menneskesjæle væk. Ud i mørket. Det var måske ikke det, ordene sagde. Men det var det billede, min sjæl blev efterladt med. Et gudsbillede som kunne vække chok af frygt som stød fra et elhegn i mig. 

Billeder siger mere end 1000 ord. Og nogle billeder – dem af Gud, verden, os selv – siger også uendeligt meget mere end det. 

Jeg fortalte Anne Mette om, hvor mine tanker var blevet ledt hen. Jeg græd. Hun bad. Og så sagde hun noget i den her retning til mig: “Jesus er der også et sted. Det er han altid. Kan du se ham? Hvad siger han til dig?” 

Jeg blev inde i det mentale billede. I mindet fra børnelejren. Indtil jeg kunne se ham. Se Jesus. Og så sagde han noget til mig. Noget, han også har sagt til en anden. 

Jeg har vist før fortalt om Julian af Norwich, som på et sygeleje under Den Sorte Død får en række Jesus-åbenbaringer. Og så stiller hun Jesus spørgsmål. Hun spørger, om de dystre præster i hendes samtid har ret, når de siger, at al elendigheden er Guds dom over syndige mennesker. At pesten, som slår så frygtelig mange ihjel, er Guds straf. Og Jesus kigger hende i øjnene og siger noget i retningen af: “Nej. Det er jo det, jeg er død for.” 

Nu sagde han det til mig også. Til Bruno, 10, måske 11 år. Til Bruno 43 år. Som li’som Julian, men nok mere usikkert og vævende, mindre modigt spurgte: Hvad siger du? Når de siger det? At det er dig? Nu sagde han det til mig også.

“Men… det er jo det, jeg er død for!” 

Måske ved jeg, hvordan Jesus kiggede på Julian, dengang for 700 år siden ved sygesengen i England. Hvor meget trøst og kærlighed, der var i de øjne. 

*

Det her er virkelig noget af det mest underlige, jeg nogensinde har oplevet. Jeg græd mig gennem det. Men det var en dyb følelse af lettelse og glæde, faktisk sådan næsten løssluppen og overstadig glæde, vild frihed, jeg gik ind i den sommeraften med. 

En knude dybt inde i mig var blevet bundet op. Noget, som ligesom havde lagt i sit helt eget ukendte og utilgængelige rum langt inde i mig, var blevet forløst. Jeg havde virkelig den her følelse af, at nu var der noget rod, som var blevet revet op. Jeg var også glad for at finde roden et andet sted end hos mine forældre og en opvækst, som jeg er rigtig taknemmelig for. 

Til andre havde Jesus sikkert talt andre ord.

For mig var det disse ord, som med styrke kunne fortælle mig de der helt basale sandheder, som mit 10-11 årige selv tørstede efter: Gud er god! Gud har din ryg. Han er for dig. Med dig. Han elsker dig! Han vil dø for dig! Det er faktisk allerede sket! Du er accepteret! Velkommet! Uanset hvad nogen siger, uanset selv hvad de voksne siger, så er Han venlighed. Så er Han trofasthed. Så er Han kærlighed!

*

Jeg vil ikke male kontrasterne for skarpt op. Før den aften har jeg selvfølgelig også haft masser af lys i mit liv. Og i mit liv med Gud. Heldigvis. Og efter den aften er den indre kamp, kampen mellem lys og mørke, frygt og kærlighed, ikke stoppet. 

Den indre anklager. Bekymring og frygt. Den slags vil sikkert være en kamp, som svinger op og ned i intensitet i resten af mit liv. Men noget er nyt. Afgørende nyt. Og det er med en ny bevidsthed og på en ny måde, jeg går ind i kampen.

Jeg har lyst til at dele et par små mentale øvelser, som jeg synes, gør noget godt for mig i tiden. Den ene er at stille mig selv spørgsmålet: “Hvis vi nu leger, at du slet ikke er bekymret, ikke har en dråbe frygt i dig, hvis den indre anklager er gjort helt tavs, hvad tror du så, Gud siger til dig lige nu?” 

Nogle gange orker jeg faktisk ikke rigtigt at be’ eller meditere og være sammen med Gud. For jeg ved, at når jeg sætter mig for det, så kan bekymringer og frygt dukke op. Det bliver så tungt. 

Der er noget afklædt ved at være sammen med Gud. Og det er der en sårbarhed i. Og så er det meget lettere at binge nogle serieafsnit eller fordrive en aften på sociale medier eller dope sit sind på en anden måde. 

Med det her spørgsmål, “Hvad mon Gud siger, hvis vi nu leger, at der slet ikke findes de her anklager og bekymringstanker?”, det snyder ligesom systemet. For så siger Gud faktisk nogle gange noget. Eller Han er nær med sin fred. 

…Og, altså, det er helt ok! Det er ikke snyd. For hele baduljen, al angsten og bekymringen, den lille lede anklager, det har alt sammen mindre virkelighed i sig, mindre realitet end røgen fra en cigaret. Det er teatertorden. Løgn. Tomhed. At se bort fra al det er at søge ind i sandhedens punkt – ikke ud af det.  

Når det virker, handler det også om, at vores negative tanker faktisk ofte bare gror, hvis vi går i krig med dem. Lidt som hvis man skød snebolde efter en snemand. Det er ofte bedre bare at ignorere dem, hvis man kan. 

Det handler en anden mental øvelse, jeg stødte på for nyligt, om. Hvis dine tanker myldrer, og du ikke kan styre dem. Så forestil dig, at de er jernbanetog, som vrimler ind og ud af en togstation. Stil dig selv oppe på en jernbanebro, hvor du står og betragter hele det kaotiske scenarie. Jesus er ved siden af dig på jernbanebroen. Spørg ham om, hvad han tænker om det hele. Find din ro der, lidt hævet over det hele, sammen med Ham. 

Og så har jeg noget tredje på tegnebrættet. Men det har jeg ikke kastet mig over endnu. Det skal være en 2024-ting. For det handler om det der med “Elsket”. 

Øvelsen går simpelthen ud på at skrive sit eget personlige “Jeg er elsket”-charter. Bruge tid – god tid! – på at tænke grundigt over, hvordan Gud har formidlet sin kærlighed til mig – i bibelord, passager i bøger, venners gode ord ind i ens liv osv. De ord, som jeg føler, at Gud på en særlig måde har highlightet for mig eller sendt i min retning. 

Forhåbentlig ender det med en lille liste. Som så skal skrives sammen til en sammenhængende tekst. Et lille charter. …Og så er det jo bare at tygge på det og gå med det og meditere over det, til det forhåbentlig falder endnu dybere ned i hjertet. Bliver til fundament for alt det andet. Måske deler jeg mit charter i en senere podcast. 

De her to øvelser – den med togstationen og den her med charteret, er fra en lille smuk udgivelse, som hedder Learning to Hear God. Den linker jeg til i episodenoterne. Hvis det her med kampen med negative tanker fylder for dig, så er J. P. Morelands bog, Finding Quiet, den bedste medicin, jeg har fundet på skrift. Den linker jeg også til.

*

Om lidt skal vi høre mit digt, “Heller ikke jeg fordømmer dig” – inspireret af beretningen om kvinden, som har været utro, er blevet grebet i det – vist nærmest midt i akten – og som nogle religiøse ledere nu bruger som deres lille rekvisit til at teste Jesus’ teologi. Det er dér, han siger det der med at kaste den første sten. 

Der er så meget nåde – nåde af den slags, som løfter op, så meget af Jesus’ karakter i den historie. Du kan finde den i Johannesevangeliet i Bibelen i kapitel 8.

*

Men før det, vil jeg runde af på denne måde: 

Deler du følelsen af uværdighed, så er du ikke alene. Det er der trøst i. Men den virkelige trøst er, at følelsen ikke er sand. Og at den har en årsag. Jeg vil sende dig afsted med denne her bibelske sandhed i stedet for: Alle, som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn. 

Sådan siger Bibelen om Jesus. 

Alle, som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn. 

Er du vokset op med nådesløse forældre, så vid, at du er Guds barn. Og Gud er fuld af nåde. Han ser på dig med en kærlighed og en accept, som Paulus, et af antikkens klogeste mennesker, måtte gøre sig næsten overmenneskelige anstrengelser for at sætte på ord.

Et sted taler han om længden og bredden og højden og dybden af Guds kærlighed – den kan slet ikke være inden i de tre dimensioner. 

Gud er din skaber. Hør ham sige: “Lad der være Kirsten!” “Lad der være Kenneth!” eller hvad du nu går og hedder. Prøv at sige det for dig selv: “Lad der være…” og så dit navn. Og så et “Og Gud så, at det var godt”. Måske kan du mærke skaberens smil over dig. 

Er du vokset op i den her nådesløse “Det kan altid blive lidt bedre”-kultur, så… stop. Det er ok. Du er ok. Gud ser dig præcis som du er. Med alle fiaskoer, fejl, 2-taller og utilstrækkeligheder. Han kender dig fuldt ud – bedre end du kender dig selv. Og elsker dig fuldt ud. 

Og der er en anden vej. Nådens vej. Den, hvor du ikke skal præstere dig til accept. Hvor det er omvendt. Hvor du er sat fri til at skabe og udfolde dig – fordi du altid allerede er accepteret. 

Til dig, som har fået den nådesløse religions byrde lagt på din ryg – sikkert mens den kun var en barneryg: De voksne har ikke altid ret!

Sjovt, som Jesus så ofte skændtes med de voksne – og forsvarede og løftede børnene op. Måske følte han sig mere hjemme blandt dem. 

Man kan imponeres over religiøse organisationer, kirkekulturers evne til at sublimere lovtrældom. Prædike nåde og frisættelse – men alligevel opretholde et fint og usagt net af acceptabel og uacceptabelt. Koder for indenfor og udenfor. Kvalificeret og diskvalificeret. 

Der findes masser af falske versioner – ingen tvivl om det. Men den ægte vare findes også. Ægte nåde. Ægte frihed. Ægte kærlighed. 

Må du finde den. Blive fundet af den. Få skidt og løgne revet op med rode. Høre Jesus’ gode stemme. 

Nåde og fred.