I mit hoved
strømmer en flod
af frådende farisæere, skrigende skriftkloge.
De har ladt deres Bibelbog,
kanonerer med kanoniserede ord
og synger som et trykluftsbor,
et pegefingerkor.

Midt i det hele. Lige der.
Står jeg. Og mærker mig mere nøgen, end jeg er.
For de kastede trods alt et lagen
om mig (- bøjer hovedet og holder det med hagen),
da de slæbte mig med
fra mit mørkekammer – hemmelighedernes sted
– til det her torv, den her menneskesværm,
af folk, som håber på lidt reality-TV uden skærm.

De råber om loven. Men, tro mig, jeg kender loven. Ja, hvad mere er:
Jeg føler den. Den er indeni mig. Den bor lige her.
Li’som DNA. En dobbeltstreng snoet af angst og af skam.
I et fastlåst, uophørligt og helt lovmæssigt lovprogram.
Jeg ved bedre end nogen, hvad de greb mig i, og hvad jeg har forvoldt.  
Solens stråler lyser torvet op, men her er isnende koldt.

Råbene ræsonnerer. Larmen i mig og rundt omkring.
Et stødt tiltagende ekko. Kun Du siger ingenting.
Som var du en dommer i Serie A samles de om dig og appellerer,
men du sætter dig bare stille på hug og begynder at fingerere
med sandet. Du skriver vist noget.
Og med et bli’r her så stille. De mest højtråbende er gået.
Nothing more to see here! Det siver fra menneskemassen.
Sådan stilner du Stormen på Tempelpladsen.

Men det er ikke kun det.
Det er ikke kun det!

Det er ikke kun den lille larm, det er også den store, indeni, som tier.
Stille.

Det er det, du siger.
Det er Det, Du siger!

”Heller ikke jeg fordømmer dig.”

Og det. Alt Det! Du ikke siger. 

Ikke noget: “Altså, hvad tænkte du dog på?!”,
et “Hvordan tror du i grunden selv, de sidder og har det?”
eller “Hvordan mon det nu skal gå? Og tror du, de klarer det?”
Ikke så meget som et stille: ”Det var dumt”, lidt anglen efter anger og bod.

Du ku’ sagtens ha’ sagt det. Det havde stadig været nåde i overflod.

Alt, Du siger er: ”Heller ikke jeg fordømmer dig.”

Der står de, ordene, og kigger mig så skamløst i øjnene.
De har ikke engang et lagen på. Helt. Nøgne!

*

Enten er de det rene fantasteri, dine sidste ord,
eller også er de af den slags, som skabte den her jord.

”Gå bort. Synd fra nu af ikke mere.”

Som om, jeg ikke står lige her og forsøger at økonomisere
med et lagen, som ikke helt kan nå både top og tå.
Som om Du har glemt den måde, jeg  lige er blevet afsløret på.
Som om jeg ikke er Synder med Stort S og i stykker og Bad News og breaking.
Som om du ser på mig, som om jeg er Some Kind of Saint in the Making!

Altså, hvem tror Du i grunden, jeg er?
Hvem tror Du, jeg er?

Det, jeg ved er: Den, du ser, er den, jeg vil vær’!

Mens jeg går hjem mærker jeg det solvarme torv under mine tæer.