Du er
et slot.
Et stort slot.
Dine tårne når de højeste himle.
Ophøjet og rank som den sorte borg i Prag,
hæver du dig op over byen,
spejler dig i flodens
skiftende vande.
Uforgængelig og evig.
Dine fjender mister modet
i splitsekundet inden
de i hast slår blikket ned.
Hvem kan opregne dine fremspring?
Detaljerne på dine porthvælvinge,
vinduer og karmes klang
af sølv og diamant.
Søjler som føder øjnenes fryd,
mætter sindets længsel,
tankens højdeskræk.
Den Store Kirke
i Barcelona er
blot en luftspejling.
Salamanca din skygge.
Selv Cair Paravel.
Du er et slot.
Stort
slot.
I slottet
er der en dør.
Og når jeg åbner den,
så dufter der af nybagt brød.
Smider mine nøgler på køkkenbordet,
inden jeg smider mig selv i sofaen.
Man synker så dybt ned.
Det er her i sofaen,
at sjælen
finder
fred.
Varmen
fra pejsen
i dagligstuen.
Som om hver krog,
som om hvert møbel,
hvisker ”Velkommen!”
Nynner gensynsglad.
Jeg tager skoene af,
smækker benene
op på bordet.
Det her er
Hjem.
Det her er
så meget hjem,
det i grunden ikke
så meget er rum
som det er
familie.
Favn.
Far.

*Inspireret af podcastepisoden ”At kalde Gud for Far” på Stille Stunder ved Niels Nymann Eriksen.