De har lagt hende til at dø. Og nu ligger hun der i sengen og stirrer på det krucifiks, som præsten efterlod, før han gik. Og… nu… nu… er det som om, at det… bliver levende. Jesus bliver levende på krucifikset! Kigger på hende. Med varme og venlige øjne. Levende.

Eller… ville det være mere præcist at sige, at han var døende. For det er det, han er i gang med. Han er i gang med at dø. Hun kigger ham i øjnene, imens han lider. Bløder. Fra den mobning og ydmygelse, som er hans tornekrans. Smerter. Hun ser ham bryde sammen. Krampe. Ser ham dø. Det, hun troede, hun selv skulle i gang med. Ser lidelsen pulsere i hans blodårer.

Så tager han til orde. Taler til Julian, som ligger der i sengen. Spørger hende, om hun er glad for, at han led for hende. Det er hun. ”Så er jeg også glad”, svarer Jesus. Og fortæller, at det er hende, han lider for. Og hvis det var nødvendigt at lide endnu mere, så ville han have gjort det.

Nogenlunde sådan berettes om det syn Julian fik i sin sygeseng i Norwich under den sorte død. Begyndelsen på en hel række af Kristus-åbenbaringer.

Langfredags beretning, som det jo er, Julian ser for sig, den er ret voldsom. Grafisk. Kropslig. Og ikke synderlig bekvem eller behagelig. Hvorfor skal den i grunden være sådan? Hvorfor skal vores tros logo – daskende rundt om halsen på os, når vi løber omkring – være et torturinstrument fra et mørkt kapitel i historien? Kunne det ikke være en blomst? Et himmellegeme?

Måske fordi livet nogle gange er voldsomt. Grafisk. Kropsligt. Måske fordi, vi nogle gange har brug for en kærlighed, som er det samme. Lavet af kød. Menneskeblod. Sved. Tårer. Måske fordi vores sjæl skriger efter en kærlighed, som ikke blot taler om at gå igennem ild og vand. Men som brænder i åbne sår. “Jeg er som vand, der hældes ud, alle mine knogler falder fra hinanden”, står der i den voldsomme, grafiske, kropslige salme, som Jesus citerer fra korset.

Sådan er hans kærlighed. Til dig. Sådan er den kærlighed, du er elsket med. Ikke bare til døden. Ind i døden. Ind i smerten. Ind i din smerte – for at være hos dig der. Som en storebror, som kender vejen og vil gå den med dig. Som en far, som en mor, som en elsker, som ville lide endnu mere, hvis det skulle til for at nå dig og få dig.

“Der findes ingen afgrund så dyb, at Guds kærlighed ikke er endnu dybere”, siger forfatteren og koncentrationslejrfangen Corrie ten Boom.

“Hvor usigeligt vidunderligt at vide, at alle vores bekymringer hviler i de hænder, som blødte for os”, sukker slavefrisætteren John Newton.

Og når Julian af Norwich selv skal sætte ord på det hele, lyder de sådan her: “For vi er så dyrebart elsket af Gud, at vi slet ikke kan forestille os det!”

Ære til Ham, hvis krop er blevet brudt. Ære til ham, hvis arme er vidtåbne!

Nåde og fred!