Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 27

En Poetry Slam om passionshistorien. Skabt som en del af Horsens Valgmenigheds gudstjeneste i Nebel Kirketomt i påsken ‘23.  

Læs teksten her: https://enoughabout.me/post/714014734287028224/god-fredag

Transkript

Langfredagsrefleksion. Del af Horsens Valgmenigheds gudstjeneste i Nebel Kirketomt i påsken ‘23.  

Nu pibler der blod ud af de porer i dit ansigt, som er beregnet til sved.
Det ligner, at du er ved at gå itu.
Mørke øjne spejler din angst, din udsigt; de kalder det kraniernes sted,
og i dit sind er du der nu.
Du ved, det er der, de vil bryde dig ned.

De, som er stille, kan høre dig be’
et hviskende: “Din vilje ske!”

Og så bliver du ført frem
som et lam,
som et brød, der bliver brudt.
Og i stød bryder de hul på din hud
i skud af svirpende slag fra en pisk.
Og med en tornekrone og latterliggørende ord
vil de også bryde alle de ting ned, som bor
inden i dig. Måske gøre dig virkelig vred?

Spørg hvert eneste moppeoffer i verden. De ved,
at det er inde fra man virkelig brydes ned.

Men det værste må alligevel være, når du genkender
nogen i mængden, som du troede var dine venner
Og som – lige i søndags – råbte Hosianna og lagde palmegrene.
Nu råber de “Korsfæst!”. Og du står der.
Så.
Helt.
Alene.

Med en stemme, som næsten ikke er hørbar,
hvisker du: “Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør, Far!”

Nu lægger de dit legeme ned for at bøje det mod krydsede planker.
Søm bryder hænder, bryder fødder, i takt med at hammeren banker
og i stød overdøver de hånende råb, som stadig lyder.

Du, som har indført retfærdighed. Dit kors bliver rejst blandt forbrydere.

Nu når mig en tanke
gennem larmen og råb’ne:
Din krop bliver brudt,
men dine arme er vidtåbne.

Og i det, jeg ser dig der i den mest sønderbrydende smerte,
kan jeg se lidt af, hvor meget jeg bor i dit hjerte.

Som om du siger: “Er du i tvivl om, om jeg bryder mig om dig?
Se, hvordan jeg bryder mig for dig!

Og nedbryder alt i dig,
som skiller dig fra mig.

Jeg tager mig selv med i faldet. Det ved jeg.
Og var det nødvendigt for at få dig, så led jeg
endnu mere for at nå dig.

Fordi jeg bliver splittet til atomer
er der ingen, der kan skille os ad.
De her søm er banket i af en romer,
men jeg er her af kærlighed.

En klippevæltende isbjergsmeltende flod.

Dette er mit legeme. Dette er mit blod.

Min krop er blevet brudt
men mine arme er vidtåbne!“

Og nu er det som om, de formørkede kræfter
begynder at reflektere og tænke efter.
Hvorfor har alting den her mærkelige smag,
– ikke af sejr men af… nederlag?
Og hvad var det nu, Han fik sagt?
Var det: “Det er fuldbragt!”?
Og mørkets nattevæsner overvejer med afsky,
om det her er magi fra før tidernes daggry.

Der står de og glor, helt måbende…

For din krop er blevet brudt,
men din arme er vidtåbne!

Det er lidt som en slange, der lige skal til at hugge til med sine gifttænder
men i det samme får en hæl i hovedet, så retningen på giften vender.
Det her er mørket selv, som bliver slukket, det er ik’ lyset, er det vel?
Det her er ik’ ham, som er Livet, der dør. Det er Døden selv!

You let the light back in!

Nu opfyldes Evas drøm og alle Messias-håbene.
Din krop er blevet brudt,
men dine arme er vidtåbne.

Og nu sker der noget inde i templet med forhænget.
Det bliver flænget.
Fra toppen og ned!
Og nu sker der noget med horisonten, I ved, den der snor,
som adskiller himmel fra jord:
Den er gået helt af led!

You let the love back in!

De prøvede at trampe flammen fra Verdens Lys ud, men, hey… De ku’ ik’ sluk den!
Og nu er der åbnet en dør i Himlen. Og der er ingen, der ka’ luk’ den!

Din krop er blevet brudt
men din arme.
Er.
vidt-
åbne!

Din krop er blevet brudt,
men din arme er så åbne.

Og når dine arme kan være åbne. Midt i din brudthed. Lige der!
Vil vi også favne verden. Vi vil være de åbne armes hær!

Vi er også brudte. Nedbøjede. Men du er her. Du bøjede dig ned!
Blev knust for vores skyld. Hver en dråbe, rød af kærlighed. Os til fred.

Herre, hjælp os at følge efter – at lade os bryde og bryde os om.
Og som de åbne armes hær bærer vi det med ud fra den her kirketomt:
At intet er mere omsonst!
Intet og ingen har ik’ betydning! Der er ingen, du ik’ brød dig for.
Der er ingen, du ikke er død for.

Det er så vildt og så voldsomt,
jeg får lyst til at råb’ det:
Din krop er blevet brudt,
men dine arme er vidtåbne.

Din krop er blevet brudt
men dine arme er vidtåbne