Hver eneste morgen det samme: Masser af skælden ud og skynden på ungerne for at få dem ud ad døren, så de ikke kom for sent. Sådan havde det været i lang tid. Og efterhånden var jeg virkelig træt af at høre på mit eget råberi.

Jeg fortalte om det til en ven. Han har endda dobbelt så mange unger som den ustyrlige horde, jeg som en anden hyrdehund forsøger at få gennet af sted. (Fire. Han har fire børn.) Og han havde det på samme måde. Så vi lavede en aftale: Den næste uge skulle stå i tålmodighedens tegn. Ingen skynden eller skælden ud på ungerne. Og så skulle vi ellers evaluere og fejre vores bedrifter næstkommende torsdag.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvem der sendte den første SMS. Men jeg kan huske, at det var næste morgen. Ca. kvart over at vækkeuret havde ringet. Og at teksten var noget i retningen af: “Er det også allerede gået helt galt hjemme hos dig?”. Og svaret var: “Ja. Det her er den dårligste idé nogensinde!”

Og så droppede vi det, talte ikke rigtigt om det igen og gik hver for sig hjem og håbede på at blive efterudtaget til landsholdet. Det virkede alt i alt mere realistisk end vores lille tålmodighedsinitiativ.

Det er ikke så nemt, det med tålmodighed. Men det er nok i virkeligheden meget vigtigere, end vi går og tror. Ordet har en helt central betydning i to af Paulus’ vigtigste tekster: I den underskønne Kærlighedens Højsang i Korintherbrevet skriver han kort og godt: “Kærligheden er tålmodig.” Og i teksten med Åndens frugt, de aftryk af Guds gode karakter, som hans nærvær kan sætte på os, er tålmodighed et af de ni kendetegn.

”Tålmodighed beder os om at leve øjeblikket fuldt ud, at være helt til stede, smage øjeblikket, være, hvor vi er. Når vi er utålmodige, prøver vi at komme væk. Vi opfører os, som om det virkelige sker i morgen, senere, et andet sted. Lad os være tålmodige og stole på, at den skat, vi leder efter, er gemt i jorden, som vi står på.”

Sådan udfolder Henry Nouwen tålmodighedens væsen. Kaster lys på, hvorfor det er så godt og så vigtigt et livsprincip.

For nyligt stødte jeg på disse smukke linjer:

“for patience joins time
to eternity.”

Det er fra digtet How to Be a Poet af Wendell Berry. “For tålmodigheden forbinder tiden til evigheden.“

Måske er det ikke kun smukt. Måske er det også en vej til at folde det med tålmodighed ud. Ægte. Endda i et børnefamilieliv. At forbinde helt almindelig hverdagstrummerum – med evigheden!

Vi kan øve os i at holde mellemrummene i vores liv åbne – lidt længere. Se, om Evigheden, Gud, Himlen, kan nå at trænge en smule ind til os, inden vi kaster os over næste begivenhed i kalenderen, punkt på to-do’en eller vanemæssige hverdagsritual.

Lige der. Hvor du har slukket morgenalarmen på telefonen og ligger lidt og kigger op i loftet. Lige der. Hvor du har sendt den der mail og skal til at åbne den næste. Lige der. I køen på motorvejen. Lige der. Inden du klikker på fjernbetjeningen, efter at ungerne er sendt i seng og huset kommet nogenlunde på højkant igen. Hvad kan tålmodighedens sindelag her? Er der noget i mellemrummet, jeg skal se, lytte til, smage?

Husk, at være tålmodig med dig selv også.

Måske kan tålmodigheden som mælkebøtten mellem fliserne finde vej op til os, hvis vi gør mellemrummene lidt større. Og derfra måske brede sig ud og få rigtigt fat i os. Til morgener med mindre skynderi og skældud. Til hverdage med stille væren.

Nåde og fred!