For et stykke tid siden hørte jeg en lille andagts-podcast, som indeholdt det her ret kontroversielle og modkulturelle udsagn: Du er ikke god nok som du er.

Jeg er endt med at tro, at det er rigtigt. Selvom det først strittede ikke så lidt på mig. For det var, som om det var i modsætning til, eller i hvert fald i spænding med, nogle af de dybeste sandheder, jeg har opdaget eller fundet nye lag i de sidste par år. Sandheder, jeg bygger mit liv på.

Det er sådan nogle som: ”Du har uendelig værdi”. ”Du skal ikke gøre dig fortjent til livet. Tag imod det som en gave.” ”Du skal ikke gøre dig fortjent til Guds accept. Den er også en gave.” ”Du skal leve ud af den accept – i stedet for at leve for at prøve at opnå den. Ellers går det faktisk rigtig galt.” Sidst og ikke mindst: ”Du er elsket ubetinget.”

Jeg tror, at nåde er det bedste grundlag, den bedste dynamik, et liv kan have. De her er nogle af nådens vilde teser. Og dem vil jeg holde fast ved. Altid. Jeg vil ikke engang føje et ”men” til dem.

Jeg vil bare fortælle, om den have, som, jeg tror, de her smukke og lækre nåde-frugter vokser i. Det er nemlig ikke i individualismens have. Der, hvor vi mest har øje for og beror på og hviler i os selv.

Frugterne vokser i fællesskabets have. I Treenigheden. I hengivelsens have. Vi kunne kalde den Joanna – hvis det altså er der, hvor man ikke bare skal passe sig selv.

Vi er ikke gode nok i os selv. Og… det er faktisk helt ok. For vi er slet ikke skabt til os selv!

Vi kan ikke frelse os selv. Men det er ok. For det er godt at være redningsklar (- et vidunderligt ord, som de gode popsmede i Loveshop har opfundet). At være nogle af de ”syge, som har brug for læge”, som Jesus siger.

Måske er du velsignet med en partner eller en rigtigt god ven, som har den her fantastiske evne til at skrælle både mindreværd og storhedsvanvid af dig. Så dit væsen elskes frem. Det er jeg. Den slags kan man ikke gøre ved sig selv. Det ville være nemmere at trække sig selv op ved håret.

Mange af os, som er forældre, kan ikke engang holde os indenfor de rammer, vi udstikker for vores unger – endsige leve op til vores egne idealer og standarder for os selv. Vi er ikke gode nok, som vi er. Men vi er accepterede og elskede. Ubetinget.

Livet er en gave. Du er altid allerede accepteret. Du er værdig. Elsket! Dér ligger de så fint i nådens store frugtkurv. Og så er der en til: Du er ikke god nok i dig selv. Der er noget og nogen, du har brug for – og der er nogen, som har brug for dig. Du er ikke hele puslespillet. Der er mere. Det er også nåde.

Kirkefaderen Augustin får lov til at stå for udgangsbønnen i denne saligprisning: ”For Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i Dig”.

Nåde og fred!