Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 22

Det kan både være svært at give slip på det bedste og det værste, vi er. Men overgivelse er vejen til det gode liv.

Læs mere her:
– Renovation of the Heart, Dallas Willard, 2002
– This is my life, Gasolin, 1976: https://www.youtube.com/watch?v=DUwG51xyc2M

Transkript

Hej og velkommen til min podcast. Det er det her sted, hvor jeg præsenterer dig for et af mine digte, noget spoken word eller en poetry slam. Og så prøver vi at gå lidt ind i mellem ordene og bag om det hele. Jeg håber, du har noget godt i din kop og godt med ro om ørerne. Tak fordi, du lytter med 🙂  

*

Det er vist tid til noget koldt i glasset. Her, hvor jeg sidder er det i hvert fald sommer. Blå himmel, sol og smukke skyer. En rigtig fin baggrund til det, vi skal tale om i dag. Nemlig balloner. Balloner. 

Det her metafor, ballonen, stammer for mig fra en af mine yndlingsforfattere og tænkere. Ham, der hedder Dallas Willard. Ham har jeg talt om før. 

En af hans kollegaer beskriver en situation, hvor Dallas har holdt et foredrag for en stor kreds på en vigtig konference. Kollegaen har været ordstyrer, og nu går de sammen af scenen. Og ham den anden beskriver den her barnlige glæde i Dallas øjne. Han spørger ikke: ”Hvordan synes du, det gik? Nåede jeg ud over kanten?” eller andet af den slags for lige at afstive egoet fra den udfordring, det er for de fleste af os at være centrum for mange menneskers opmærksomhed. Nej, han går bare glad afsted, fløjtende på en gammel salme. 

Og nu kommer metaforen: Det var som om, at det her foredrag, at det bare var sådan en stor gul ballon, han glad sendte op til Gud. Nu var den afleveret, og så var der jo ikke rigtig grund til at opholde sig mere ved det. 

Dallas må virkelig have været en mand, som hvilede i sig selv. Eller måske mere præcist: Som hvilede i Gud. Det er i hvert fald en helt anden måde at reagere på, end den jeg selv har for vane. 

Når jeg er færdig med et oplæg, så søger mine øjne oftest rundt efter et bekræftende smil fra en af dem i salen, som jeg kender godt. Og kan jeg få min kone eller en anden nær fortrolig på tomandshånd, så kan du være nærmest sikker på, at det første jeg siger, er noget i retningen af ”Nå, men det gik da vist meget godt.” eller ”Tror du, de fangede det?” eller noget helt tredje for at få lidt selvbekræftelse. 

Og skal jeg være helt ærlig: Hvis det ikke var for de sociale konventioner, så havde jeg sikkert sluttet oplægget af med lige at bede alle dem, som syntes at det her, det var fedt nok, smide en tommel i vejret. Sådan er det i hvert fald på Facebook og andre sociale medier, hvor ingen kigger en over skuldrene. Hvis jeg har skrevet et opslag eller en kommentar – stort eller småt – så er det tæt på sygeligt, hvor mange gange jeg lige skal ind at tjekke, om der er noget ”like” eller nogle reaktioner. 

Jeg. Er. Så. Langt fra at sende selv de bitte bitte små balloner afsted – og så bare lade dem fare. 

*

Jeg tror, vi alle sammen intuitivt forstår, hvor godt og vigtigt, det er at leve med den her lethed. At kunne give slip – så vi har hænderne fri til at gribe det næste, livet har til os. Og i den åndelige tradition, der er det her helt centralt.

For nyligt hørte jeg en få den hårde udfordring at samle hele den kirkelige åndelige tradition i en enkelt sætning. Hans svar var: ”Der er ikke brug for en hel sætning. Det kan klares med et ord: Overgivelse.”

Overgivelse. Det er det, den gule ballon handler om. Det er det, det gode liv handler om. At give slip. Og gi’ det op. 

Som sagt, så er der en hel tradition at tage udgangspunkt i, når det gælder det her med overgivelse. Alligevel, så er det et andet sted, jeg har lyst til at tage udgangspunkt. Måske et lidt overraskende sted. 

Det er nemlig hos gode gamle Gasolin. Kim Larsen og sangen This is my life. Det er et af de steder, hvor det med overgivelse bliver foldet absolut smukkest ud, synes jeg. 

Først skal vi lige finde rigtigt ind i sangen. Du sidder sikkert allerede med linjen ”This is my life, and I don’t care” for dit indre øre. Det lyder faktisk ikke let. Ikke meget gul ballon der. Måske minder det os endda lidt om en anden pop-tekst, som de fleste i min generation kender: ”It’s my life” med Bon Jovi. 

Men det ér let. Det ér gul ballon. Og det har ikke noget som helst med Bon Jovis gamle rock-slager at gøre. Bon Jovi synger om at klynge sig til sit liv. Skubbe alle dem væk, som vil ha’ aktier i det. Det er mit liv! Det er mig, der er boss. Det er budskabet. 

Det er slet ikke det, Kim Larsen synger om. Han knuger ikke hænderne om sit liv. Tværtimod lægger han sit liv i sine åbne håndflader. Dette er mit liv. 

Hvad så med det der ”and I don’t care!” Lyder det ikke lidt punket. Lidt 80’er-ligeglad med det hele. Sådan skal det ikke høres. Men som: Jeg holder ikke fast på det. Jeg er faktisk klar til at give det væk. 

Dette er mit liv. Jeg holder ikke fast ved det. Det lyder næsten som nadverritualet: ”Dette er mit legeme. Dette er mit blod.” Eller mere præcist: Som en respons til det. En gen-givelse.

Når jeg tror, jeg har fat i noget her, så er det fordi at nogle af de første linjer lyder: Give me the wine, bitter and sweet, and a little bit of bread, that’s all I need.

Og nu begynder det faktisk at lyde som balloner. Hør bare her: 

No, I don’t want the gold from Xanadu, I think I leave it all to you, this is my life, and I don’t care.

Xanadu var hovedstad i Yuan dynastiet i Kina. Marco Polo besøgte byen, og hans skildring af Xanadus pragt og rigdomme gjorde byen til et symbol på overflod. Så det næsten minder om det, Fristeren præsenterer Jesus for i ørkenen.

Der er to slags liv. To slags overflod. Der er det, man tager. Og som måske i det lange løb tager dig til gengæld. Og der er alle “-givelserne”. At opgive sit liv. Tilgive og bede om og få tilgivelse. Overgivelse. Hengivelse. Give og miste – og så få det evigt tilbage. 

En anden Kim Larsen-linje, som jo faktisk næsten er et skriftsted, skubber sig på i sindet: ”Salig er den, der tør give det bort.” 

Nå, men tilbage til Gasolin og This is my life. De næste linjer lyder:  

This is my street, are you restless feet, carry me on to anywhere

Et af Jesus’ navne, noget af det, han kalder sig selv, er Vejen. Ikke min vej men din. Dig! My street! Så er der håb for rastløse fødder. Og så bare Carry me on to anywhere. Hvor som helst! Bare det er på den vej, der er dig. I dig. Med dig! Overgivelse! 

Take the fear, take it away, and give me some hope, for one more day. Ja, tak! Hvem af os har ikke bedt det – eller noget, der ligner! For overgivelse, det er heldigvis også at give alle skyggerne bort. Alt lortet. Alt det værste, jeg har. 

Og som en daglig bøn. ”For one more day”. For en dag ad gangen. Som det daglig brød i Fadervor. Som manna i ørkenen – så vi mærker, at vi ikke er alene. At der er En, som ikke bare skriver os en check, men som dag efter dag forsørger os og tager vores frygt og giver os håb. For overgivelsen kræver tillid til, at der er en, som griber os. 

For one more day. Som den svenske salmedigter Lina Sandell, som oplevede de største tragedier – at alt blev taget fra hende, men som fandt et liv dybt inde i præcis det frygtelige sted, som hun kunne skrive om, så engle både smiler og græder, og så sønderbrudte finder trøst og hænger sammen igen. 

Kun en dag, et øjeblik af gangen. One. More. Day. 

*

Der er ånd på spil i alt det her med overgivelse. Der er ånder på spil! 

I saw a ghost behind the door, when the kids, were coming home from the war, with broken dreams and nothing more

Der er en ånd i verden. En der nedbryder drømme. Og unge sind. Hvad skal vi kalde den? PTSD? Fanden? En ånd som tager liv. Som aldrig giver sit liv. Krig. Børn i krig. 

Men der er også en anden ånd: 

I heard a woman singing her song, and it was good, and warm and strong, she made me cry I don’t know why

Her slår ord slet ikke til. Men jeg, tror jeg har hørt sangen. Følt den ligesom Kim Larsen føler den. Den ånd findes også. 

Der er to slags ånder i verden. Der er to slags hænder. De fastknugede, som tager og har gjort sig fortjent og er forurettet og rethaverisk og. Holder. Så. Tæt. Fast. Og så er der de åbne. Dem, som slipper ballonen. Synger sin sang ud. 

Sangen slutter med noget, som lidt kan lyde som en slags dementi: 

I don’t want to bring you down. I declare it’s good to be here

Inden den slutter med endnu et ”this is my life, and I don’t care”.

I don’t want to bring you down. I declare it’s good to be here

Det kan virke meget alvorligt, alt det her med at overgive sig selv. Og det er det også. Det er jo næsten en slags krig inden i os selv, for vi har alle sammen det der i os, som vil knuge os fast til det, vi har. Jeg tror, det er derfor, Gode Gamle Larsen lige må minde om, at det er altså ikke for at ”bring you down”, det her. Det kan se mørk og alvorligt ud at stå på det her sted. Nadverens sted. Overgivelsens sted. Men det er ”good to be here”.

…og det ved vi i grunden godt. Vi kender godt alle frugterne af at holde krampagtigt fast: Bekymring, frygt, rastløshed, meningsløshed. At ledes en lille smule ved sig selv, når man igen opdaterer siden med Facebook-notifikationer. 

Vi ved godt, at vi ikke selv ved bedst. At vi dør uden hengivelse. At vi har brug for, at En Anden – stort E og stort A – tager rattet i vores bil. 

*

Det gode ved This is my life, det er, at den beskriver overgivelsens øjeblik så smukt. Men den siger ikke så meget om, hvordan man kommer derhen. Hvad skal man stille op med al den frygt og bekymring og selvoptagethed, som tager overgivelsens plads der lige midt i brystet? 

Vores naturlige reaktion, det kan ofte være at lave 10-punktsplaner, prøve at tage os mere sammen, hive os selv lidt op ved hårrødderne. Men hvis vi begynder der, er det eneste, vi får ud af alle planerne, meget ofte bare nogle flere ting, vi kan mislykkes med. 

Måske er der alligevel et lille spor i Gasolins gamle sang. En enkelt linje om, hvordan man bevæger sig hen mod overgivelsen. Det er linjen i starten, den som hedder: 

just show me the light, and I go there

som jeg tænker på. Vis mig lyset. Det er her, det starter. Overgivelsen i sangen er en gen-givelse. Den er et svar. Et ekko. Den svarer nadverens “Dette er mit legeme og blod” med “Dette er mit liv, min tid”. 

Har du i grunden tænkt på, hvor mærkelig nadver-måltidet er? I hele religionshistorien, der har mennesker ofret til guderne. Brændt noget kød af, så røgen steg op til guderne. Men her i Nadvermåltidet, der drejer Jesus bordet rundt. Vender det hele på hovedet. I stedet for, at mennesket siger til guden: “Her er mit offer. Vil du så ikke godt huske på mig, min familie, mine afgrøder?”, så siger Kristus, den inkarnerede Gud: “Her er mit offer. Jeg giver dig… mig! Husk på mig, mens du spiser det.”

Pludselig er det ikke mennesker, der skal gøre guderne tilfredse. Pludselig er det Gud selv, som giver mennesker – dig og mig – det hele. Alt! 

Jeg tror, at overgivelse starter her. Med at modtage. Med at se, virkelig se!, at alt er en gave. Hvert eneste åndedrag. At der er en venlighed i verden. At Gud vil os det godt. Virkelig godt! At han ikke bare annullerer det, når vi fejler, men at han bruger lige præcis de anledninger til at give os… det hele! 

Det handler om nåde. Og Dallas Willard, ham med ballonen, ham vi startede med, han siger noget klogt om det: Grace is not opposed to effort, it is opposed to earning. Earning is an attitude. Effort is an action. Altså, nåde er i modstrid med at gøre sig fortjent til noget. Men det er ikke i modstrid med at gøre noget. 

Sagt på en anden måde: Det handler om gaver. Alt er gaver. Men sæt dig ved nadverbordet. Så er det nemmere at modtage dem. 

Disciplin kan betyde to ting: Det kan betyde det, vi lige talte om, med at hive sig selv op ved hårrødderne. Den slags disciplin fører sjældent til overgivelse. 

Men disciplin kan også forstås på den gammeldags måde. Ligesom man bruger begrebet inden for idræt. Der, hvor det handler om at øve sig og få gode vaner. 

Vi kan faktisk godt øve os i at sætte os ned at modtage. Vi kan søge stilheden, hvor vi kan høre kærlighedens stille stemme. Vi kan slukke for distraktionen, så vi kan mærke venligheden. Vi kan læse skrifterne og de åndelige helte, som har gået ad den vej, vi prøver at finde. Vi kan tømme hænderne, så vi bedre kan tage imod. Vi kan være nådige ved os selv, når vi fejler i det, mens vi går efter at få ægte vaner – ligesom den disciplinerede idrætsudøver. Frihed kræver i grunden tit disciplin og gode vaner. 

Det har aldrig det mindste at gøre med at gøre sig fortjent til. Det handler altid bare om at sætte sig, om at søge Ham, som er kærlighed. Og når den kærlighed vokser sig stor nok for os, viser sig nok for os, så får vi lyst til at hengive os til den. 

Der kan godt være et spring involveret. De der 70sinstyve favne. Det tror jeg. Eller måske nærmere det her med at give slip. At give slip på sig selv i tillid til, at der er en, som griber dig. Som en lille hengiven ballon. 

“Trust me!” Sådan mener min ven, ballon-slipperen, Dallas Willard, at man kan sammenfatte hele evangeliet. Hele historien om Jesus: “Trust me!” 

Må du møde den virkelighed, at du er elsket med en uendelig og ubetinget kærlighed. Må du give dig hen til den. “Trust me!”, siger den. Må du erfare, som Kim Larsen og Dallas Willard og alle de andre, som har sluppet ballonen: “It’s good to be here!”

Nåde og fred!