Det var der, midt på stien
i hvilefortærende tanker,
jeg hørte fra dig.

Du sagde:
“Du skal ik’ være bange.
Jeg er her.
Jeg er i mørket.”

Man kan nemt misforstå det.
For du er lys.
Og der er slet ikke mørke i dig.
Men du er i mørket.
Åh, hvor du er der!

Man kan næsten ikke forstå det.
For du er lys.
Og der er slet ikke mørke i dig.
Alligevel er der så god plads
til mig
til mig og alt mit mørke
i dig.

Det er nærmest som om,
du slukker det i lys.
Drukner det i bølger og substans.
Det er vist slet ikke mørke for dig!

Og nu går jeg rundt
og er så glad
som et får, som bærer
en verden af ensomhed,
og alt er mærkeligt
og alt er mørkeligt,
helt sort,
som pludselig,
endelig!
hører sin hyrdes stemme.

Og natten skaller af virkeligheden
i store porøse flager
fra horisonten og hele vejen rundt!
Som gammel maling.
Som skæl fra øjnene.

Natten er som dagen!