For nylig skrev jeg til en kammerat for at få ham til at bede for noget, jeg slåssede med. Bagefter skrev han noget i retningen af: ”Tak for det. Det var lige, hvad jeg trængte til!”

Jamen, selv tak og sku’ det være en anden gang! Men faktisk forstår jeg godt, hvad han mener. Hvordan man selv kan blive hjulpet videre af at hjælpe.

Nogle af de bedste og mest præcise ord om menneskets natur, som jeg kender, kommer fra… Tøsedrengene. I ved, Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen og de andre fra de rare firsere. ”Jeg vil bruge og bruges”, sang de. Og det er simpelthen så rigtigt og fint sunget! Det er kendetegn på et liv, der virker.  

Terapeuten Larry Crabb folder noget af det her ud, når han – ret intimt – beskriver den helbredende kraft, som ligger i det hjælpsomme møde mellem mennesker:

”Den, som modtager, oplever glæden af at blive helbredt og sat fri. Den, som giver, lærer en endnu større glæde at kende: Glæden ved at blive brugt til at hele og helbrede. Der er noget godt i hver eneste af Guds børn, noget som er stærkere end alt det dårlige. Det er lige der og venter på at blive sat fri og virke sin magi.”

Og så tilføjer han: ”Men det sker sjældent.”

Det er store kræfter, som kan sættes fri. Og vokse. Og vokse. Og vokse. Men det sker ikke af sig selv. Det koster. Det koster din svaghed. Din sårbarhed. At du deler den med nogen. Og tør at bruge. Der er også en tid til at blive brugt. Det bliver du sikkert allerede. Men det starter med modet til at bruge og bekende og bede om hjælp.

”Roserne vokser i dale”, som en salmedigter skrev.

I bogen The Four Loves, skelner C. S. Lewis mellem behovskærlighed og den givende kærlighed. Behovskærligheden er fx den slags, som en lille baby viser sin mor, når den kigger tillidsfuldt op på hende.

Når det gælder Gud, er det altid os, som står for behovskærligheden, og Gud, som giver. Men mennesker imellem danser vi frem og tilbage mellem at have behov og at give. At bruge og bruges. Det er nok derfor, det hele flyder over. Fordi Guds gaver og kærlighed omslutter det og er lige bag ved.

”O, Kærlighed selv. Du rolige kilde for kræfternes elv”, som en anden salmedigter skrev.

Tænk, hvis kirker kunne være sådan her. Bruge. Og bruge og bruges. Til det stikker helt af!

Tænkeren og teologen Walter Brueggemann står bag mit favoritcitat om kirker. Det lyder sådan her: ”Kirker skal være de ærligste steder i byen – ikke de lykkeligste!” Er det ikke skønt?

Må du bruge og blive brugt.

Nåde og fred!