Uden for døren - Om uddannelse som klasseskel og skillelinje
2004-06-15
Cura, nr. 10, juni 2004, side 11 - 16 (www.cura.kfu.dk)
Marx fandt, at det 19. århundredes klasseskel var defineret af ejerskab til produktionsmidlerne. Artiklen hævder, at uddannelsesniveauet indtager en tilsvarende rolle i det komplekse videnssamfund, hvor sesam-ordene kun er pensum på videregående uddannelser. Samfundslivet og partistrukturen - og vores status, deltagelse, verdensbillede og værdier - er i stor grad bestemt af uddannelsesniveauet.
Denne artikel vil bevise, at Cura er et ikke-censurerende magasin med vide rammer. Den tager nemlig udgangspunkt i en vis anerkendelse af Marx og klasseanalysen.
Marx sammenfatter klasseanalysens grundlag, den historiske materialisme, således: "Måden at producere det materielle liv på betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces. Det er ikke menneskers bevidsthed, som bestemmer deres tilværelse, men det er omvendt deres samfundsmæssige tilværelse som bestemmer deres bevidsthed." (Marx, 1970: 142)
For en god ordens skyld skal udsagnet ikke stå uimodsagt. Mennesket er meget mere, end et produkt af samfundsforholdene, og et af de bedre beviser er, at arbejderne i de vesteuropæiske lande forkastede den konfrontationskurs, Marx havde forudbestemt dem til. De valgte reform frem for revolution og opbyggede - i samarbejde med, agrare bevægelser, kirken eller endda borgerskabet selv - velfærdsstater, der underminerede de grundlæggende antagonismer, som endegyldigt skulle have sluttet "det menneskelige samfunds forhistorie".
Men analysen er ikke blottet for indsigt i det samfund, Marx var en del af. Marx leverer en varmblodet beskrivelse af de radikale konsekvenser, det fik for andre dele af samfundslivet at være besidder eller besiddelsesløs. Når arbejderen tilfældigt mødte direktøren på gaden, tog han hatten af, bukkede og sneg sig videre langs husmuren. Mens arbejdsgiverne tog i teateret eller mødtes i litterære studieklubber og diskuterede samfundsforhold, drak arbejderne øl og spillede kort på kroen. De økonomiske grundstrukturer medførte en bestemt adfærd og en bestemt position i langt, langt flere sammenhænge, end de økonomiske. De besiddende levede kort sagt i en anden verden, så verden med andre øjne, end de besiddelsesløse. Og samfundslivet, samfundsbevidstheden og den politiske diskussion, var i stor grad forbeholdt den første gruppe.
Det er denne radikale analyseform, vi kan bruge og senere vil vende tilbage til, i en undersøgelse af, om besiddelse af uddannelse i videnssamfundet har overtaget den plads, Marx fandt, at produktionsmidlernes havde i det 19. århundrede.
Skillelinjer
I første omgang er en mere nuanceret tilgang nødvendig. Politologen Rokkan (1981) udvider og nuancerer Marx' enstrengede optik. Frem for at tale om en monokausal klassestruktur, definerer han begrebet politiske skillelinjer. Politiske skillelinjer er de meningsforskelle, der har så dybe rødder, at de fastfryses i samfundet, og udkrystaliserer sig i partisystemet, uanset hvordan vindene blæser på valgdagen.
For at der kan tales om en skillelinje, må der (1) eksistere en distinkt socioøkonomisk gruppe. Denne gruppe må (2) besidde en form for kollektiv identitet - en påpegelse af, hvad man er og - i lige så stor grad - hvad man ikke er, og hvem man positionerer sig imod. Sidst og ikke mindst vil dybe skillelinjer afstedkomme en (3) politisk mobilisering - oftest et politisk parti (Ibid.: 57-60).
Til eksempel finder Rokkan, at de europæiske velfærdsstaters partisystemer afspejler socio-økonomiske antagonismer vedrørende rige og fattige, stat og kirke, land og by (Ibid.: 64-65). Tesen i denne artikel er, at der er opstået en ny skillelinje på baggrund af uddannelsesniveau, at denne skillelinje har store politiske og demokratiske implikationer, og at den allerede er udkrystaliseret i det danske partisystem. Rokkans kriterier for skillelinjer strukturerer den følgende diskussion.
Socioøkonomisk gruppe
Særligt to faktorer gør, at det er antageligt, at der er opstået en distinkt socioøkonomisk gruppe af lavtuddannede. For det første er uddannelses værdi og betydning steget markant. EU's økonomiske strategi (og dermed i meget stor grad Danmarks) har som mål, at Europa skal blive den mest konkurrencedygtige vidensøkonomi i 2010 (Lissabon-strategien og DK2010). Det grundlæggende middel er en opkvalificering af den fysiske og menneskelige kapital (som modvægt til den ændrede forsørgerbrøk): forskning og udvikling, innovation og uddannelse. Det budskab, der meget vel kan høres, er, at vi har brug for, anerkender og respekterer uddannelse og uddannede - med resten er det så som så.
For det andet har langt flere end tidligere en ungdomsuddannelse og/eller en videregående uddannelse (Uddannelsesministeriet, 2003). Det har blandt andet afstedkommet en debat om masseuniversiteter. Det er kendetegnende, at debatten har haft et perspektiv fra toppen og ned - fokus har været på degraderingen af akademiske titler og frygten for et lavere niveau for elitestuderende. Der har ikke været opmærksomhed om, at den samme udvikling har problemer i bunden. Når en videregående uddannelse bliver hvermandseje, kan konsekvensen blive en marginalisering af de, der er ekskluderet af uddannelsessystemet. Såvel som professorens titel er faldet i værdi, er de relative omkostninger - økonomiske såvel som psykologiske og sociale - ved ikke at være del af uddannelsesboomet steget.
I industrisamfundet var ejerskab til produktionsmidlerne en grundlæggende socioøkonomisk variabel - der er grund til at tro, at uddannelse indtager en tilsvarende plads i videnssamfundet.
Kollektiv identitet og politisk mobilisering
Hvis det er rigtigt, at der er opstået en ny socioøkonomisk gruppe af ekskluderede, er det forventeligt, at det også giver sig udslag i en kollektiv identitet - en fælles følelse af samhørighed i forhold til noget andet.
Ifølge politologen, Ronald Inglehart (1990), er der siden 60'erne sket en "stille revolution" i partisystemerne og borgernes politiske bevidsthed. Den traditionelle socialøkonomiske højre- venstreorientering bliver gradvist erstattet af skellet mellem materialistiske og postmaterialistiske værdier. På den ene side værdier, der reflekterer et fundamentalt ønske om fysisk sikkerhed (økonomisk vækst, lov og orden mv.) og på den anden side æstetiske og immaterielle værdier (natur, demokratiske idealer, idealistisk solidaritet mv.) (Ibid.: 86-102).
Inglehart angiver selv forskellige forklaringer på udviklingen. En følelse af usikkerhed (som hos generationen, der havde oplevet 2. verdenskrig og 30'ernes depression) giver sig udslag i materialistiske værdier, mens følelsen af sikkerhed (som efterkrigstidens velfærds-børn i større grad oplevede) giver sig udslag i postmaterielle værdier. En supplerende årsag kan være, at velfærdsstatens og uddannelsessektorens eksplosion i 60'erne har skabt en ny dominerende klasse, middelklassen, der i større grad orienterer sig efter postmaterialistiske værdier.
Den sidste forklaring får støtte af dansk forskning på området. Den danske valgforsker, Ole Borre (1995), finder, at de traditionelle skillelinjer stadig er til stede ("fastfrosne" i Rokan og Lipsets terminologi) i det danske partisystem, mens de er suppleret - ikke erstattet, som Inglehart vil hævde - af en ny værdi-dimension (tolerante vs. autoritære værdier). Mens den traditionelle højre- venstreplacering fortsat kan forklares ud fra position på arbejdsmarkedet, indkomst mv., kan den nye værdidimension i altovervejende grad forklares ud fra længden af uddannelse. Højtuddannede har tendentielt tolerante værdier (dvs. er positive overfor ulandsbistand, progressiv miljøpolitik, flygtninge og indvandrere mv.), mens personer med lavere uddannelse generelt placerer sig i retning af autoritære værdier (lov og orden, stop for indvandring, modstand over for globalisering og EU mv.) (Ibid. 194-202).
For det første er Ingleharts nye værdi-skillelinjer tilsyneladende ikke løsrevet fra socioøkonomiske variable - uddannelsesniveauet er afgørende. For det andet er sammenhængen mellem uddannelse og politiske holdninger udtalt - og den bliver det i endnu større grad (valget i 2001 var det første, hvor den nye værdidimension i større grad, end den traditionelle venstre- højreplacering bestemte, hvor vælgernes kryds skulle sættes).
Hvad sammenhængen mere konkret består af er uvist. Der kan - i samklang med Ingleharts forklaring og Maslows behovspyramide - lægges vægt på, at uddannelse giver tryghed og "overskud" til at være tolerant. Eller uddannelsesinstitutioners socialisering - at autoritære værdier ikke er "god latin" på videregående uddannelser - kan ses som bestemmende.
Den samme forklaring kan drejes i en normativ retning, og forklares som uddannelsens demokratiske dannelse. Lise Togeby (Magtudredningens bagkvinde), som særligt har beskæftiget sig med danskernes holdning til flygtninge og indvandrere, definerer graden af tolerance som et resultat af både prædispositioner og demokratisk dannelse. Det afgørende for, om man har tolerante holdninger, er for det første ens smag - altså kort og godt om man bryder sig om det anderledes, fx det multikulturelle. Men til det skal lægges graden af demokratisk indstilling ("Den anden er min ligemand. Når jeg har ret til de og de rettigheder skal han også have det.") (Togeby, 1997: 85-86). Det er altså meget tænkeligt, at den tolerante grundlæggende hverken bryder sig om muslimske naboer, burkaer eller shawarma - men dannelsen og det demokratiske ræsonnement "overtrumfer" de negative præferencer.
Den kollektive bevidsthed (eller klassebevidstheden) om modstillingen mellem besiddere af uddannelse og besiddelsesløse kan ikke direkte påvises. Men visse diskurser (politiske dagsordener og sproguniverser) kan - på baggrund af ovenstående - alligevel ses i det lys.
Den første drejer sig om holdningspolariteten - det er diskursen om "den politiske korrekthed". Udtrykket angriber i sig selv drillende den demokratiske dannelse/uddannelsesinstitutionernes socialisering for det tilsyneladende paradoks, at den principielt hylder relativismen og meningsforskelligheden, mens tolerante værdier behandles som absolutter. Regeringens kulturkamp har aktier heri.
En anden type er mere alvorlig - den drejer sig om distance, fremmedgørelse og opgiven i forhold til samfundet og den politiske udvikling. Diskursen er derforuden tydeligst i spørgsmålene om globalisering og europæisering. Beslutninger tages "nede i EU" og politikerne er "ligeglade med almindelige mennesker". Også statsministeren gav et bidrag i nytårstalen om "smagsdommere" i råd og nævn. En lignende type søger en afkobling af overnationale komplekse problemstillinger. Miljøproblemerne "kan vi alligevel ikke gøre noget ved" og Danmark "kan ikke være socialkontor for hele verden".
Selvom den kollektive bevidsthed er utydelig, kan der alligevel findes tegn på en fælles opfattelse, hvor "almindelige mennesker" modstilles til det politiske samfund, der har sin egen uddannelse, sit eget verdensbillede, sit eget sprog og sit eget holdningssæt.
Det fremstår sandsynligt, at der er opstået en ny grundlæggende skillelinje på baggrund af uddannelsesniveauet. Hvad angår den politiske mobilisering, er det ligeså tydeligt, at Dansk Folkeparti er klassepartiet for de nye besiddelsesløse - en politiske mobilisering på grundlag af den kollektive bevidsthed for de, der føler sig koblet af et komplekst videnssamfund, hvor sesam-ordene kun er pensum på videregående uddannelser.
Tilbage til Marx
En sammenligning med industrisamfundets besiddelsesløse og Marx' analyse af arbejderne, der radikalt var afkoblet samfundet, sætter problemstillingen i perspektiv. På den ene side er der ikke i videnssamfundet tale om så udtalt et magtforhold, en udbytning og kontrol, som det forhold mellem arbejdere og arbejdsgivere, Marx finder i det 19. århundrede. På den anden side har dannelse og uddannelse en mere direkte indflydelse på bevidstheden, end ejerskabet til produktionsmidlerne. Verdensbilleder, holdninger og sprog skal netop læres. Og at dominansen er mindre synlig, gør den ikke mindre alvorlig.
"Et samfund hvor alle deler viden med alle"
I den sammenhæng er det for så vidt positivt, at skillelinjen har fået et partimæssigt udtryk i Dansk Folkeparti. Men såvel som det ikke var kommunisternes konfrontationskurs, der ændrede forholdene for arbejderne til det bedre, men fælles projekter med de øvrige samfundsgrupper, er der brug for et andet svar - med udgangspunkt i visionen om samfundsfællesskab og det fælles bedste.
For det første er løsningen ikke mindre satsning på uddannelse, men en større og bredere. Samfundet, EU, globaliseringen bliver selvsagt ikke mindre komplekst af, at vi ved mindre om det. For det andet er det nødvendigt at tænke i alternativer til traditionel uddannelse. Danmark har en stolt tradition for folkeoplysning, almen dannelse, demokratisk foreningsliv, højskoler mv. Disse non-formelle uddannelsestilbud er kendetegnende ved at være inddragende og opsøgende frem for adgangsbegrænsende, og de har oftest et samfundssigte. Derfor bør de tildeles de bedste økonomiske og strukturelle rammer. Alternative offentlige tilbud som den frie ungdomsuddannelse, voksenuddannelser mv. åbner ligeledes nye døre.
For det tredje er der grund til at besinde sig på, at folkeskolen også er en uddannelse til at være samfundsborger. Vi erkender allerede i dag - og med rette - at det kræver uddannelse at være demokrat (jf. folkeskolelovens formålsparagraf). Selv af de, der bliver danske statsborgere på et senere tidspunkt i livet, kræver vi, at de uddanner sig i danske samfundsforhold. Men mindstemålene for samfundsfag (210 timer) er fx lavere, end de tilsvarende for kristendomskundskab, billedkunst og musik, fordi undervisningen er koncentreret i overbygningen (Undervisningsministeriet, 2004). I stedet for at nedprioritere faget, som det sidste folkeskoleforlig var udtryk for, bør vi opdatere demokratiuddannelsen til det komplekse videnssamfunds betingelser.
Først og sidst har vi brug for en grundlæggende bevidsthedsmæssig omstilling. Den kristendemokratiske broderskabstanke, lighedsidealerne, selve vores perception af samfunds-skel og ekskluderede må omstilles og opdateres fra (næsten) udelukkende at tage hensyn til økonomiske kriterier og stilling på arbejdsmarkedet til at inkludere en uddannelses- og vidensmæssig dimension.
Litteratur
Borre, Ole (1995). "Old and new Politics in Denmark" I Scandinavian Political Studies, vol. 18, no. 3, 1995, Oslo: Scandinavian University Press, pp. 187 - 205
Esping-Andersen, Gøsta (1996). The three worlds of wellfare state capitalism. Oxford: Polity Press
Inglehart, Ronald (1990). "Political Value Orientations" i Continuities in Political Action, De grutyer, pp. 67 - 102
Marx, Karl (1970). Kritik af socialøkonomien. Oslo: Pax nr. 217, pp. 142-143
Rokkan, Stein (1981). "The growth and Structuring of Mass Politics" i Nordic Democracy: Ideas, issues, and institutions in politics, education, social and cultural affairs of Denmark, Finland, Iceland, Norway and Sweden. København: Det danske selvskab, pp. 53 - 79
Undervisningsministeriet (2003). Tal, der taler. Købehavn: Undervisningsministeriet, Tabel 4.8 og 4.9
Undervisningsministeriet (2004). Vejledende undervisningstimetal for skoleåret 2004-2005. København: Undervisningsministeriet
Togeby, Lise (1997). "Er vi ved at vænne os til dem?" i Politica, 29. årgang nr. 1, 1997, Århus: Poltica, pp. 70-88