Europas fader

2005-06-15

Cura, nr. 13, juni 2005 (www.cura.kfu.dk)

Hvem er tidernes mest indflydelsesrige kristendemokrater? Tænkeren, Lammenais, der udformede den første sammentækning af kristendom og moderne demokrati eller Luigi Sturzo, som frigjorde den kristendemokratiske idé fra kirken og lagde grunden til en verdensbevægelse? Sydamerikas og Østeuropas frihedskæmpere? Med på listen er uden tvivl den franske udenrigsminister, Robert Schuman, som med planen om en europæisk kul- og stålunion lagde grundstenen til EF og EU.


Schumans opvækst – mellem Frankrig og Tyskland
Schuman blev født i Luxembourg den 29. juni 1886. Hans forældre var fra Lothringen (Lorraine), og familien flyttede kort efter til byen, der dengang var tysk. Schuman opvoksede således i Tyskland og blev uddannet i det tyske uddannelsessystem. I 1910 afsluttede han sin jura-uddannelse på Humboldt-universitetet i Berlin.

Efter 1. verdenskrig kom Lothringen i 1918 igen på franske hænder, og Schuman blev straks aktiv i fransk politik. Allerede i 1919 blev han valgt til medlem af det franske Deputeretkammer. Gennem sit arbejde erhvervede han sig en sådan anseelse, at tyskerne i 1940 søgte at overtale ham til at blive Lorraines gauleiter (national-socialistisk parti-distriktsleder og rigsstatsholder). Schuman takkede nej og blev samme år arresteret af Gestapo. Det lykkedes imidlertid Schuman at flygte fra fangenskabet i 1942, hvorefter han tilsluttede sig den franske modstandsbevægelse.

I denne periode var Schuman bandt andet med til at stifte det kristendemokratiske parti, Mouvement Républicain Populaire (MRP). Partiet havde rod i den katolske modstandsbevægelse og det tidlige kristendemokratiske parti, Parti Démocrate Populaire. MRP var et centrumparti, der hældte til venstre, snarere end til højre. I efterkrigsårene havde partiet en opslutning på omtrent 25%. Partiets arvtagere indgår i dag i Union pour la Démocratie Francaise (UDF).

Efter krigen tog Schumans karriere for alvor fat. I en kort periode fra 1947 – 1948 var han ministerpræsident, og året efter begyndte hans periode som udenrigsminister. Det var i dette hverv, Schuman i 1950 fremlagde Jean Monnets plan om en europæisk Kul- og Stålunion.

I 1958 – 1960 – efter at Rom-traktaten var trådt i kraft og EF’s institutioner etableret - blev Schuman formand for Den europæiske parlamentariske forsamling (Europa-parlamentet)..

Kristendemokrat, katolik og kompromismager
Schuman havde i mange år været optaget af, hvorledes man kunne overkomme Europas konfliktlinjer og skabe et nyt og fredeligt kontinent. Med opvæksten i det fransk-tyske grænseland og medvirken i to verdenskrige havde Schuman om nogen konsekvenserne af de europæiske konflikter inde på livet. Samtidig havde han en klar erkendelse af, at det århundrede gamle fransk-tyske modsætningsforhold måtte løses, før visionen kunne muliggøres.

I Monetts forslag, der skulle blive kendt som Schuman-planen, lå en konkret mulighed for at overkomme modsætningsforholdet: Hvis rustningsindustriens vigtigste råvarer, kul og stål, kom under europæisk kontrol, ville en ny fransk-tysk krig være utænkelig. Samtidig så Schuman en mulighed for i fællesskab og ved et udvidet marked at hæve Europas levestandard og frigøre midler til udvikling af det afrikanske kontinent.

Forslaget mødte særlig forståelse i Benelux-landene, Tyskland, der var ledet af Konrad Adenauer, og Italien, hvor Alcide de Gasperi var premierminister. Schuman, Adenauer og de Gasperi havde alle stået i opposition til fascismen under 2. verdenskrig. De var katolikker, ledende kristendemokrater og delte en vision om et frit, demokratisk og samlet Europa.

Men selv om de tre kristendemokratiske founding fathers delte baggrund og vision, var de vidt forskellige personligheder. Mens Adenauer ofte var frembusende i sin politiske adfærd og de Gasperi kunne have en udtalt utålmodighed med det italienske demokratis ”heste-cirkus” var Schuman smilende, beskeden og tilbageholdende. Hans vigtigste politiske egenskaber var faglig kompetence og en usædvanlig evne til at løse konflikter og finde kompromisser. Schuman gav altid Monnet, der oprindeligt fremkom med idéen om en fransk-tysk kul- og stålunion, æren for planen.

Den kristne inspiration
Som nævnt var Europas samling en hjertesag for Schuman. Men hans mål har aldrig været en europæisk statsdannelse eller en udviskning af de europæiske landes grænser – selv om han er blevet tillagt disse motiver. Hans ærinde var derimod at omdanne Europas fjendtligtsindede grænser til berøringslinjer:

”Vores europæiske stater er en historisk virkelighed, og at lade dem forsvinde ville være en psykologisk umuligt. Deres forskellighed er derimod en fordel, og vi vil hverken nivillere eller udligne den. Alligevel behøver vi en union” for at de nationale interessemodsætninger på antage et ”kollektivt aspekt” (Robert Schuman: Für Europa, 1963: 167 citeret i Niels Arbøl, Et nyt Europa, 1991: 196).

Mens Jean Monnet var kendt som pragmatiker og var en dygtig analytiker af politiske systemer og processer, var Schuman fokuseret på Europas åndelige dimension. For ham var det centrale ikke forbund og alliancer men at tanken om Europa skulle blive til ånd, identifikation og følelser for den enkelte.

Demokrati og solidaritet - forstået i en kristen-inspireret kontekst - er således nøgle-begreber i hans europæiske idéer. Solidaritet i Schumans optik er ”kristelig broderlighed” inspireret af broderskabstanken. Og demokratiet må være baseret på værdier, for at være bæredygtigt: ”Demokratiet vil være kristeligt, eller det vil ikke bestå.” (Robert Schuman: Für Europa, 1963: 83 citeret i Niels Arbøl, Et nyt Europa, 1991: 196)

Robert Schuman hyldes i dags som ”Europas fader”. I Bruxelles er en metrostation, en plads i ”Det europæiske distrikt” og en togstation opkaldt efter ham, og Europa-dagen den 9. maj markerer fremlæggelsen af Schuman-planen i 1950.

Litteratur
Niels Arbøl, Kristendemokraterne i Verden, 1984
Niels Arbøl, Et nyt Europa, 1991
Niels Arbøl, Europas kristne identitet, 2002 (www.ansgar.dk)
Wikipedia, Robert Schuman, 2005 (www.wikipedia.org)